DA: Vi har brug for folk til at fylde huller

10. jan 2013, 04:00
Dansk Arbejdsgiverforening medgiver, at der ikke er 10.000 kontrakter, der skriger på at blive skrevet under, men foreningen fastholder, at der f.eks. på byggepladserne er mangel på faglærte håndværkere.

Eksperter i økonomi mener, at politikere og arbejdsgivere viderebringer decideret forkerte oplysninger, når de siger, at der er 10.000 ubesatte job herhjemme.

Undersøgelsen, de baserer deres udtalelser på, handler nemlig om 10.000 forgæves rekrutteringer, hvilket ifølge eksperterne i bedste fald er at blande pærer og bananer og i værste fald er at vildlede danskerne.

Avisen.dk har konfronteret Jøgen Bang-Petersen, der er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, med kritikken.

Hvorfor bruger Dansk Arbejdsgiverforening (DA) formuleringen "10.000 job kunne ikke besættes", når det ifølge økonomiske eksperter er at manipulere med tallet?

"Undersøgelsen viser, at der på et tidspunkt var virksomheder, der forsøgte at rekruttere arbejdskraft til nogle job, de ikke kunne få besat. Den siger ikke noget om, at de her job bare står og venter på, at der er nogle ledige, der skal besætte dem," siger chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen.

Ville det ikke være mere rigtigt at bruge formuleringen "10.000 forgæves rekrutteringer", når det er det, Arbejdsmarkedsstyrelsen har regnet sig frem til?

"Det kommer an på, hvordan man forstår formuleringen et ubesat job. Vi har forstået det sådan, at virksomheden ikke har fået den arbejdskraft, den har efterspurgt. Så kan virksomheden jo reagere på anden vis enten ved at ansætte andre og derved lukke jobåbningerne eller opgive ordren, der lå til grund for rekrutteringen."

Er DA ikke med til at skabe en debat, der hviler på et forkert grundlag?

"Nej. Undersøgelsen er et udtryk for, at flere virksomheder i en faktisk situation trods bestræbelser på at finde arbejdskraft ikke har kunnet få den."

En professor i økonomi kalder det magi med tal. En kontorchef kalder det en halv sandhed. Hvad kalder du det?

"Det er et udtryk for, at her går det ikke helt så godt med at matche arbejdspladser og arbejdskraft. Det må jobcentrene være opmærksomme på både i deres kontakt med virksomhederne og de ledige."

Gør kritikken indtryk på dig?

"Hvis det har givet anledninger til misforståelser, er vi kede af det, og det fortæller lidt om, at man skal være meget bevidst om, hvordan man får formuleret sig," siger chefkonsulenten.

faktaboks

 

Læs hele undersøgelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen her:

 

http://www.ams.dk/Aktuelt/Nyheder/2013/01-02-Rekruttering.aspx