CSIeffekten: Unge vil være som på tv

26. aug 2013
Indtryk fra tvserier kan være med til at præge unges studievalg.

Det er som regel ikke sådan, unge forklarer det udadtil, men måske er det alligevel sådan, det hænger sammen: at en god tv-serie har været afgørende for vedkommendes studievalg. Det skriver Jobindex.dk.

I USA og England har den populære tv-serie 'CSI: Crime Scene Investigation' øget antallet af ansøgere til uddannelsen forensic science.

Selvom tendensen ikke er undersøgt i Danmark, mener karrierevejleder Jette Fischer fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, at der er noget om snakken.

”Det er en stående joke i vejlederkredse, at unge vil være konditorer eller kokke, når der kører mange bage- og madladningsprogrammer i tv. Det har en afsmittende effekt og vækker nysgerrighed, men det er ikke altid noget, der bundfælder sig hos de unge,” siger hun til Jobindex.dk.

Jette Fischer mener, at andre faktorer spiller en større rolle, men er ikke afvisende overfor, at tv spiller ind:

”Man burde lave en stor tv-serie om fx industriteknikere, så ville det skabe interesse om et erhvervsområde, der desperat mangler folk,” siger hun.

Kilde: Jobindex.dk