Coronatal når højeste på et døgn: Yderligere 1586 smittet

2. dec 2020, 16:20
SSI har registreret 1586 flere coronatilfælde i Danmark. Antallet af indlagte stiger med 12 til 266 personer.

Der er registreret yderligere 1586 smittede med covid-19 i Danmark. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal, der er målt på ét døgn.

28. november var der 1636 coronatilfælde, men her var der testsvar for mere end et døgn.

Der bliver dog nu testet væsentligt flere personer end i foråret, og derfor findes der også flere smittede uden symptomer.

SSI har tidligere anslået, at man ville have fundet op mod 3000 smittetilfælde dagligt i foråret, hvis man havde kunnet teste 70.000 personer om dagen.

Der er kommet svar på knap 78.300 coronaprøver, hvilket betyder, at 2,03 procent af dem har været positive for covid-19.

Tirsdag lå den såkaldte positivprocent på 2,06. Det var den højeste andel de seneste uger.

Der er blevet indlagt yderligere 39 coronasmittede på landets hospitaler. Det samlede antal indlagte coronapatienter stiger dog kun med 12 til 266.

Det skyldes, at der også er sket udskrivelser. Der er indlagt 36 med covid-19 på landets intensivafdelinger, hvoraf 27 ligger i respirator.

Tirsdag var der 38 coronapatienter på landets intensivafdelinger. 24 af dem var tilsluttet en respirator for at få hjælp til at trække vejret.

Yderligere seks personer smittet med covid-19 er afgået ved døden. Det bringer det samlede coronadødsfald under epidemien op på 852 personer.

/ritzau/