20210318154620463_1000
Det koster samfundet omkring ti milliarder kroner om måneden med de nuværende restriktioner. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Coronanedlukning koster Danmark 13 millioner kroner i timen

18. mar 2021, 19:12
Finansministeriet skønner, at de nuværende restriktioner koster økonomien ti milliarder kroner hver måned.

De nuværende restriktioner for at inddæmme covid-19 påvirker dansk økonomi negativt med ti milliarder kroner om måneden.

Det svarer til cirka 13,5 millioner kroner i timen.

Det fremgår af et notat fra Finansministeriet. Det bliver understreget, at der er tale om estimater med betydelig usikkerhed.

Notatet, som Ritzau er i besiddelse af, beskriver, hvordan blandt andet nedlukkede restauranter, værtshuse, storcentre og liberale erhverv skønnes at koste økonomien 7,1 milliarder kroner om måneden.

Her vejer restauranter og caféer tungt med 2,5 milliarder kroner. Barer og værtshuse vurderes kun at koste økonomien 0,2 milliarder kroner om måneden at holde lukket.

Derudover kommer afledte effekter på turisme, luftfart og rejser på sammenlagt 2,6 milliarder kroner om måneden.

- Tilsammen anslås med betydelig usikkerhed, at en række inddæmningstiltag og afledte effekter på turismeorienterede erhverv, som hoteller, luftfart og rejsebureauer, kan have negativ effekt på den økonomiske aktivitet i omegnen af fem procent af det normale BNP-niveau, skriver Finansministeriet.

Det svarer ifølge ministeriet til "omtrent ti milliarder kroner".

Estimaterne er beregninger, og Finansministeriet skriver i notatet, at metoden, der er brugt, gør beregningerne "antagelsestunge". Det vil sige, at der er mere eller mindre kvalificerede gæt.

- Virksomhedernes forretningsmodel kan have tilpasset sig, for eksempel kan en større andel af restauranter med videre have omstillet sig til at levere takeaway, hvilket taler for, at de anslåede effekter kan overvurdere påvirkningen af tiltagene på den økonomiske aktivitet, skriver Finansministeriet.

Finansministeriet skriver også åbent, at modellen ikke forholder sig til en stribe ting.

Dansk Erhverv mener dog, at nedlukningen er dyrere.

- Jeg hælder desværre til, at omkostningerne af nedlukningen er noget større end det, som Finansministeriet kommer frem til, siger cheføkonom Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Ifølge organisationen koster nedlukningen månedligt cirka 15 milliarder kroner og berører omkring 185.000 job.

/ritzau/