Erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Coronaoverblik: Minister om arbejdsmiljøet i krisetid - 'Spændt på, om der kommer en efterreaktion'

25. mar, 22:15
A4 Arbejdsmiljø følger coronakrisens påvirkning af arbejdsmiljøet med daglige opdateringer.

Den ekstraordinære coronakrise trækker store veksler på arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser.

Arbejdstilsynet har aflyst alle almindelige tilsynsbesøg. Hviletidsregler kan nu sættes ud af kraft, og frontpersonalet i sundhedssektoren er trukket i sikkerhedsdragter for at undgå coronasmitte.

Samtidig skyder hjemmekontorer op, og videomøder med kollegerne er blevet en daglig rutine.
---

27. marts 2020

Minister: Fuldstændig vanvittige uger

Det er lidt af en opgave, regeringen er på i disse uger, hvor den forsøger at afbøde de negative konsekvenser, coronakrisen medfører - sundhedsmæssige såvel som økonomiske.

De økonomiske udfordringer er blandt andre landet på erhvervsminister Simon Kollerups (S) bord.

I et interview med TV 2 Nord fortæller den 33-årige minister, at coronakrisen har påvirket ham personligt.

- Det har været fuldstændige vanvittige uger. Det har virkelig været i døgndrift. Jeg har haft nætter, hvor jeg har drømt om, hvad for nogle tiltag vi skal lave i morgen, siger Simon Kollerup og konstaterer:

- Jeg er spændt på, om der kommer en efterreaktion, når det er ovre.

Offentligt ansatte skal holde fri under coronakrise

Der skal ikke være for meget ferie eller afspadsering, som skal afvikles på den anden side af coronakrisen.

Derfor er regeringen og det offentlige arbejdsmarkeds parter blevet enige om en aftale, der skal forhindre netop det.

Aftalen betyder blandt andet, at offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal holde op til fem dage fri i hjemsendelsesperioden, der er kommet i kølvandet på coronaudbruddet.

Minister afviser ikke stramninger om udenlandsk arbejdskraft

Mens danskere, der kommer hjem fra udlandet, skal gå direkte i to ugers karantæne, kan udenlandsk arbejdskraft, vade ind på en byggeplads i Danmark uden at få foretaget en coronatest eller gå i karantæne.

Det er problematisk, mener SF og Dansk Folkeparti, der mener, at det er et hul i loven, der bør lukkes. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) afviser ikke, at der kan gøres noget og har derfor indkaldt arbejdsmarkedets parter og sine ministerkolleger til en drøftelse.

- Vi lytter til forslagene, og grundlæggende afviser vi ikke at stramme kontrol med ind- og udrejse yderligere, men der er flere hensyn at tage, siger han til DR.

26. marts 2020


Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

16 paller værnemidler klar til brug

Region Midtjylland har modtaget 16 paller med ansigtsmasker og beskyttelsesdragter til ansatte i sundhedsvæsenet.

Værnemidlerne skal fordeles mellem landets 98 kommuner og fem regioner. De er en donation fra kinesiske Jack Ma Foundation, som den kinesiske handelsvirksomhed Alibaba står bag.

- Vi takker for hjælpen fra Kina. Donationen hjælper os med at holde høj sikkerhed for vores ansatte, lyder det fra regionrådsformand Anders Kühnau (S).

Værnepligtige spærret inde på 11. døgn

75 værnepligtige i Beredskabsstyrelsen i Thisted har været lukket inde på en kaserne i 11 døgn. De værnepligtige skal være raske, hvis der skulle blive brug for dem.

En hård tilværelse at være lukket inde, lyder det fra en værnepligtig, som TV MIDTVEST har talt med.

Onsdag kom det frem, at en soldat og en befalingsmand er blevet testet positiv for coronavirus. De har været isoleret på Høvelte Kaserne og Livgardens Kaserne i knap to uger.

Ansatte går grædende hjem - overfuses af borgere

Folks frustrationer over coronavirussen går nu ud over butiksansatte, der må gå grædende hjem fra arbejde.

Det fortæller skohandler og folketingsmedlem for De Konservative, Niels Flemming Hansen, til Vejle Amts Folkeblad.

Ansatte i butikker i Vejles gågade, der fortsat holder åbent, er blevet overfuset af borgere, der er utilfredse, at forretningerne ikke er lukket ned.

- Jeg har modtaget henvendelser fra medarbejdere i detailhandelen, som er blevet overfuset af kunder og er gået grædende hjem, fordi nogle forbrugere ikke mener, det er forsvarligt, at de holder åbent. Men det kan simpelthen ikke være medarbejderne eller ejernes skyld, og det skal ikke gå ud over dem, siger Niels Flemming Hansen til den lokale avis.

25. marts 2020


Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Brostrøms råd om mental sundhed

Sundhedsstyrelsen har præsenteret en række råd til, hvordan man kan opretholde sin mentale sundhed under coronakrisen, hvor dårlige nyheder står i kø.

De handler blandt andet om, at man bør skabe struktur i hverdagen, holde sig fysisk aktiv, fastholde kontakten til kolleger og familie og gå en tur for at få bekymringerne på afstand. Læs mere her.

Danske giganter omstiller produktionen

Corona-test og værnemidler er som bekendt en stor mangelvare i hele verden, og også i Danmark. Derfor har flere store danske virksomheder meldt ud, at de vil omstille deres produktion og begynde at producere håndsprit, testkit, mundbind og visirer.

Bl.a. har Novo Nordisk, Carlsberg, Grundfos og Lego sat deres produktionsapparater til rådgighed, så der kan produceres værnemidler til ansatte i sundheds- og ældresektoren. Læs mere her.

Kritik af fyresedler til 38 vognmænd

I Vejle Kommune har man valgt at fyre 38 vognmænd, der kører børn i skole og til fritidsaktiviteter. På grund af skolelukningerne, er der ikke meget at lave for chaufførerne, der nu er på dagpenge.

Men den kommunale beslutning om at fyre vognmændene fører nu til kritik fra vognmandsselskabets medejer, Benny Petersen.

Han mener, at Vejle Kommune burde have gjort det samme, som man har gjort i Aarhus Kommune, hvor den østjyske kommune har givet deres chauffører lønkompensation frem for fyresedler. Læs mere her.


24. marts 2020

Statsministeren deler beretning fra akutsygeplejerske

På Facebook har statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften delt en tekst fra akutsygeplejersken Christina.

Sygeplejersken fortæller, at i disse corona-tider er alle normale arbejdsgange, kassestrukturer og retningslinjer i arbejdet næsten væk. Læs opslaget her:

Jeg vil meget gerne høre jeres historier fra den nye virkelighed, vi alle står i. Og så vil jeg løbende dele nogle af...

Slået op af Mette FrederiksenTirsdag den 24. marts 2020

Utryghed blandt gravide ansatte

Gravide hospitalsansatte er frustrerede over, at de skal gå arbejde, når de anses for at være særligt udsatte, hvis de skulle blive smittet med coronavirus.

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal gravide i sundhedssektoren ikke nødvendigvis hjemsendes.

Både Dansk Sygeplejeråd og Jordemoderforeningen får henvendelser fra gravide medlemmer, der ikke føler, at der bliver taget tilstrækkeligt hensyn til dem. Læs mere her.

Rumænske gulvlæggere skaber corona-frygt i lufthavnen

Danske håndværkere, der netop udfører arbejde i Københavns Lufthavn, er utrygge ved, at de i sidste uge fik fem nye rumænske kolleger.

Ifølge Ekstra Bladet ankom rumænerne til byggepladsen uden varsel fra byggeledelsen, og efter grænsen blev lukket for at forhindre coronasmitte. De østeuropæiske håndværkere skal anlægge terrazzogulv i lufthavnen.

- Sådan som myndighederne taler om coronasmitten, er vi alle klar over, at det er alvor, og så kan jeg godt forstå, at det skaber utryghed, når der pludselig kommer folk, som man ved, har været i udlandet, siger Henrik Juul Rasmussen fra Blik- og Rørarbejderforbundet i København.

Kæmpe corona-donation til Danmark

500.000 masker. 50.000 testinstrumenter. 5000 beskyttelsesdragter.

Det er, hvad den kinesiske rigmand Jack Ma mandag har doneret af værnemidler til Danmark. Dansk Erhverv har formidlet kontakten til Jack Ma, der er medskaber af det multinationale teknologiske firma Alibaba Group.

Lægemiddelstyrelsen har bekræftet til TV 2, at donationen er modtaget.

23. marts 2020

Regioner tester igen

Forleden besluttede sundhedsmyndighederne, at det skal være muligt for ansatte i sundheds- og ældresektoren at blive testet for coronasmitte selv ved lette og moderate symptomer. Selvom flere regioner i weekenden meddelte, at de var løbet tør for testudstyr, har Region Syddanmark nu besluttet, at de igen er klar til at teste personalet.

Lagner brugt som mundbind

Værnemidler er ligeledes ved at blive en mangelvare. I Danske Diakonhjem, der driver plejecentre landet over, har man lavet en aftale med en kinesisk samarbejdspartner om at levere 50.000 mundbind til plejepersonalet.

Danske Diakonhjem er klar til at dele leverancen med andre. Desperationen i Danske Diakonhjem over manglende mundbind har været så stor, at man har lavet mundbind ud af lagner.

På syddanske sygehus har man ligeledes været kreative ved at benytte fyrværkeribriller i stedet for visir.

Manglende udstyr har nu fået 43 danske virksomheder til at igangsætte en produktion af værnemidler.

Tidligere minister: Alle bør gå med mundbind

Den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg blander sig også i debatten om værnemidler og mener, at alle hjemmeplejere bør gå med mundbind. Hun undrer sig over, at der ikke bliver taget flere forholdsregler for de mest syge borgere.

- Jeg har stor medfølelse med de hjemmeplejere, der er mere udsatte end nogle andre. Vi andre er så afhængige af, at de ikke smitter patienterne og sig selv og deres familie. Hjemmeplejen er jo noget af det mest vitale og mest udsatte i det danske samfund nu, siger Britta Schall Holberg i et interview med Fyens.dk.

Videomøder er fremtiden

Coronakrisen har vist, at teknologien gør det muligt at koordinere og samarbejde, selvom man ikke fysisk er sammen med kollegerne.

Den opdagelse har man gjort sig i virksomheden ACO Funki fra Herning. Vi vil se flere videomøder i fremtiden, lyder det fra direktør og forsker.

---
Sundhedsstyrelsens retningslinjer til forskellige faggrupper og brancher i forbindelse med COVID-19.

Arbejdstilsynets råd om bl.a. hviletid, arbejdsgivers ansvar og hjemmearbejde i forbindelse med COVID-19.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her