Kirsten Andersen. Foto: Privatfoto

Coronakrisen sendte Kirsten på efterløn: 'Jeg er møgpriviligeret'

19. maj, 06:00
Selvom 62-årige Kirsten Andersen har mistet sit job på grund af coronakrisen, gruer hun ikke for sin fremtid, som er polstret af god økonomi og efterløn. Men hun bryder sig ikke om det arbejdsmarked, hun efterlader til sine børn.

For Kirsten Andersen har 45 år på arbejdsmarkedet været - om ikke en dans på roser - så en dans fra job til job. Fra ideer til ideer. Fra ét projekt til et andet.

LÆS OGSÅ: Pernille og Julie til minister: Hvorfor skal man på jobcentret, når man har mistet et barn?

- Jeg har levet et liv, hvor vi hele tiden har fanget og skabt nogle nye muligheder. Sådan har mit arbejdsliv været. Jeg har altid haft et billede af, at der sgu nok skal komme noget nyt, siger den 62-årige arbejdspsykolog.

Den 1. april satte coronakrisen et foreløbigt punktum for hendes arbejdsliv, ligesom krisen har gjort det for tusindvis af andre danskere. Men Kirsten Andersens situation er alligevel lidt anderledes. Man kan måske sige, at krisen trak en halv streg i sandet for hende.

For godt nok blev hun opsagt efter 25 år som projektleder hos AOF Greve, hvor hun blandt andet medvirkede til at lave teaterstykker med relation til arbejdslivet for Rejsescenen, der i sine forestillinger forener folkeoplysning, forskning og kunst, men det var en frivillig opsigelse. 

- Jeg valgte at sige stop, fordi teatret mistede sine indtægter for hele foråret på grund af aflyste forestillinger, og så kom der ikke nok indtægter ind til at dække min løn. Derfor blev min leder og jeg enige om, at det var bedst, at jeg stoppede, siger Kirsten Andersen.

Det er selvfølgelig trist, synes hun, men nogen katastrofe er det ikke.

Når Kirsten Andersen går på efterløn 1. juli, har efterlønsrordningen sikret hende en kattelem, der giver mulighed for at fortsætte med at arbejde, hvis hun ønsker det.

- Hvis jeg har arbejde til fem dage om måneden, kan jeg vælge at tage det og så ikke få efterløn for de dage. Jeg kan plukke det, jeg synes, er spændende og sjovt, og det er bare heldigt, at det falder sådan, at jeg lige har den alder, hvor det kan lade sig gøre, siger hun.

Coronakrisen er en øjenåbner

Kirsten Andersen er med egne ord 'meget heldigt  stillet', og det har coronakrisen gjort hende ekstra bevidst om.

- For langt de fleste er der er en kæmpe forskel på, om du sendes hjem med løn, eller sendes ud i arbejdsløshed.

Men Kirsten Andersen og hendes mand, der er allerede er gået på pension, har ingen økonomiske problemer.

Et af de allerstørste problemer er, at vi har fået ødelagt vores arbejdsmarked
Kirsten Andersen, snart pensioneret arbejdspsykolog

- Jeg tilhører den generation, som aldrig har brugt alt det, vi har tjent. Jeg har altid sparet op. Sådan er det bare. Det kommer ikke til at betyde noget økonomisk, at jeg stopper i mit job, siger hun. 

Hun er meget bevidst om, at det arbejdsmarked, hun nu stort set frivilligt lister væk fra, er et helt andet end det, hun trådte ind på i midten af 1970'erne.

- Et af de allerstørste problemer er, at vi har fået ødelagt vores arbejdsmarked. At man i dag kan tillade sig at ansætte folk på 7 eller 0 timer betyder, at ansatte ikke har nogen sikkerhed, siger Kirsten Andersen.

Hun mener, at det fleksible arbejdsmarked, som Danmark er blevet verdenskendt for, er gået fløjten.

- Mange arbejdsløse har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, fordi dagpengene ikke er blevet reguleret i takt med lønudviklingen. Det betyder, at arbejdsmarkedet, hvor du som lønmodtager kan ryge ind og ud af job, ikke længere er så godt sikret økonomisk, siger hun.

En svær tid at være ung i

Kontrasterne bliver Kirsten Andersen dagligt mindet om, når hun betragter sine egne døtre. 

- Det er hårdt at se, at mine børn har meget sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet, end jeg havde. Det er en svær tid at være ung i, siger hun.

Hendes to døtre på 24 og 25 år har begge afsluttet en bachelor i etnologi på Københavns Universitet og har begge et fast deltidsarbejde ved siden af studierne.

- Hold kæft, hvor er det svært at få et rigtigt job i dag. Det hele er projektansættelser og nul timers ansættelser, og der er en stor usikkerhed omkring, hvornår man kommer rigtigt ind på arbejdsmarkedet, siger Kirsten Andersen.

Når hun kigger sig omkring i dag, bryder hun sig ikke om den retning, samfundet bevæger sig i.

- Jeg kender rigtig mange unge mennesker, der bor til leje på værelser, og som oplever usikkerhed omkring, hvornår de kan regne med at få job og børn. Det er enormt svært at få lov til at låne penge til en lejlighed og så videre, hvis ikke man har et fast job.

Det indtryk har coronakrisen forstærket.

- Krisen skærer virkelig nogle ting ud i neon. Vi, der sidder i et hus med en udestue, kan isolere os og gå igennem krisen uden at blive ramt psykisk, og vi kan få venner på besøg. Det kan man ikke i en toværelses lejlighed med børn i et alment boligbyggeri. Har man en have som mig, står man også bedre under krisen, fordi der ikke har været plads på legepladserne i byerne, siger Kirsten Andersen.

Alt i alt rammes de mennesker, som ikke har så meget, hårdere af krisen, end dem, der hører til den privilegerede gruppe, mener hun.

Tid til refleksion

Men krisen har også åbnet hendes øjne for nye muligheder og for den kendsgerning, at arbejdsmarkedet ikke udvikler sig efter en eller anden naturlov, som vi alle er tvunget til at følge.    

- Det interessante med sådan en krise som nu er, hvis vi kan bruge den til at blive klogere. At vi kan lære af den, og at vi ikke bare siger, at vi nu skal have hjulene hurtigst muligt i gang igen, siger Kirsten Andersen.

Nu er vi pludselig stoppet op, og spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af det?
Kirsten Andersen, snart pensioneret arbejdspsykolog

Hun har selv lært noget under coronakrisen, og det håber hun også, at andre mennesker har.

- Det er så vigtigt, at vi bruger krisen til at reflektere over 100 års udvikling på arbejdsmarkedet. Nu er vi pludselig stoppet op, og spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af det? 

Ja, først og fremmest skal vi bruge al den viden og erfaring, vi har indsamlet under krisen til at skabe et sundere liv og et bedre arbejdsliv sammen, lyder hendes eget bud.

- Man skal jo tænke organiseringen af arbejdet helt anderledes, og det er en opgave for tillidsrepræsentanter, ledere og forskere at tænke i gode og spændende nye veje at gå, siger Kirsten Andersen. 

Hun havde for eksempel aldrig selv troet, at hun en dag skulle sige, at virtuelle møder kan bruges til noget.

- Men jeg har faktisk oplevet, at de er gode, siger Kirsten Andersen.

På den måde har coronakrisen åbnet hendes øjne for, at det ikke er nødvendigt at køre halvanden time i bil for at komme til et møde, som kan klares digitalt.

- Vi kan spare masser af CO2 og tidsmæssige ressourcer, og vi ikke behøver flytte os rundt til alt. Måske kunne vi tage en arbejdsdag om ugen derhjemme, siger hun.

Vil måske begynde at synge igen

Hendes fremtidsplaner er ikke fastlagt endnu, men Kirsten Andersen er ikke bange for at ende med at sidde alene hjemme i sin dagligstue uden at have noget at lave.

- Vi har en opgave til efteråret med Rejsescenen, og den laver jeg. På den måde er jeg møgpriviligeret, siger hun.

Og når arbejdet ikke længere byder sig til automatisk, er der masser af muligheder for at lave andre ting, mener hun. I mange år rejste hun Danmark rundt sammen med sin mand og sang fællessang på højskoler og på fagbevægelsens AOF-kurser.

LÆS OGSÅ: Pernille mistede sin 15-årige søn: 'Et chok, du aldrig kan forberede dig på'

- Det kan jo være, vi skal begynde at dyrke det igen. Eller begynde at synge på plejehjem. Det er jo meget sjovt, at fællessang nu er begyndt at blomstre op igen, siger hun.