20161115-113546-4-1920x1080we
'Størstedelen af virksomheder er positive over for ansættelse af personer med handicap, men den holdning følger ikke altid handlingen'. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

5. mar 2021, 06:00
En krise rammer arbejdsmarkedet hårdt og bredspektret. Men for særligt én gruppe kan coronakrisen få alvorlige konsekvenser. Personer med handicap vil formentlig få en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, lyder det fra professor og Videnscenter om handicap.

Personer med handicap er en af de grupper, der har den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet. Sådan var det inden coronakrisen brød ud, sådan er det nu, og det vil formentlig kun blive værre.

Sådan lyder den dystre forudsigelse fra professor ved Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard, der har undersøgt, hvordan coronakrisen påvirker beskæftigelsessituationen for personer med handicap.

- De er en udsat gruppe på arbejdsmarkedet, og vi ved fra tidligere kriser, at udsatte grupper typisk er dem, der bliver hårdest ramt, når det går dårligt med dansk økonomi, og der er stigende ledighed, siger han.

LÆS OGSÅ: Søren var steward i 16 år: 'Der er et liv uden for luftfart'

Det skyldes, at det dels er sværere at komme ind på arbejdsmarked i krisetider, og at der samtidig er større risiko for at blive fyret. Når man så har et handicap, så er man blandt dem, der fravælges først, mener Thomas Bredgaard.

- Vi ved fra forskellige studier, at jobsøgende med et handicap ligger nederst i ansøgningsbunken. Det gælder især, når der er færre ledige jobs, og arbejdsgiverne dermed er mere restriktive. Samtidig er det også dem, der er i størst risiko for at afskedigelse, siger han.

Konjukturfølsomme

Derfor er personer med handicap det, Thomas Bredgaard kalder for 'konjunkturfølsomme'. Det forklarer han med henvisning til en rapport fra VIVE fra 2020, der kigger grundigere på arbejdsmarkedssituationen for personer med handicap.

Konklusionen er, med lidt forsigtighed, at coronakrisen vil få negative konsekvenser for personer med handicap.

- Vi er, i lyset af coronakrisen og den stigende ledighed, bekymrede for, hvordan det kommer til at ramme de her mennesker. Vi så, frem til krisen, at beskæftigelsesforskellen mellem personer med handicap og personer uden handicap blev mindsket. Nu frygter vi, at det stagnerer eller ligefrem går baglæns, siger Thomas Bredgaard.

Læser man rapporten fra VIVE, tegnes der da også et overordnet positivt billede af beskæftigelsessituationen for personer med handicap.

Det glæder Rasmus Duus, der er er udviklingsleder ved Videnscenter om handicap. Han kalder udviklingen 'yderst positiv', og ifølge ham viser det blot, at der er et beskæftigelsespotentiale, som hidtil har været uopdaget.

Usikkerheder

Men Rasmus Duus er alligevel også bekymret for coronakrisens aftryk på den ellers positive udvikling.

- Vi må desværre forvente, at coronasituationen har negative konsekvenser for personer med handicap, og vi frygter, at vi går nogle år i møde, hvor det kommer til at se rigtig skidt ud, siger han.

Han understreger, at forudsigelsen baseres på tidligere erfaringer - blandt andet fra tiden under og efter finanskrisen.

Ifølge ham er Thomas Bredgaards tanker om de bagvedliggende årsager meget plausible. Det hænger sammen med et grundlæggende problem med synet på personer med handicap, mener han.

- Størstedelen af virksomheder er positive over for ansættelse af personer med handicap, men den holdning følger ikke altid handlingen. Det sker simpelthen ikke altid i praksis. Omvendt ser vi, at man oftest vil vælge ansøgeren uden handicap, hvis de to kandidater ellers er lige gode, siger han.

En krise vender typisk bunden i vejret og forstærker ulighederne i samfundet
Thomas Bredgaard, professor ved Aarhus Universitet

Det skyldes blandt andet, at mange arbejdsgivere oplever personer med handicap som en usikkerhed, der indebærer en vis risiko at ansætte. Og det koster.

- Der er en usikkerhed tilknyttet medarbejdere med handicap i den forstand, at arbejdsgiverne er usikre på, hvad det vil betyde for arbejdspladsen. Det skyldes blandt andet, at der er manglende viden om, hvad det vil sige at have en handicappet ansat, siger Rasmus Duus.

Opgaven er derfor at udbrede viden om handicap blandt virksomheder i Danmark og sørge for, at arbejdsgiverne har kendskab til blandt andet de kompensationsordninger, der findes for virksomheder, som ansætter personer med handicap.

Det er Thomas Bredgaard enig i. Problematikken er højaktuelt, netop fordi vi lige nu står i en historisk krise, der eksemplificerer vigtigheden i at styrke alle gruppers tilknytning til arbejdsmarkedet, forklarer han.

- Vi ved fra litteraturen omkring coronakrisen, at den rammer skævt. En krise vender typisk bunden i vejret og forstærker ulighederne i samfundet, så det er enormt vigtigt, at vi har fokus på den her problemstilling, siger Thomas Bredgaard.