'Udviklingen i smittetallene er bekymrende og skal vendes, og vi har for eksempel set høje smittetal blandt udenlandske arbejdstagere.' (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Coronakontrol skærpes: Vi skal forhindre coronasmitte fra udenlandske arbejdere

28. okt 2020, 11:15
Onsdag skrues der op for Arbejdstilsynets coronakontrol. Et nyt målrettet tilsyn er sat i værk for at forebygge coronasmitte i brancher med udbredt brug af udenlandsk arbejdskraft.

Fra onsdag skal omkring 50 tilsynsførende fra Arbejdstilsynet gennemføre målrettede tilsyn med virksomheder, hvor man typisk gør meget brug af såkaldt vandrende arbejdskraft.

Målet er at forebygge coronasmitte på blandt andet landets byggepladser, landbrug, skovbrug, restauranter og slagterier. Brancher, der altså er valgt på grund af deres udbredte brug af netop udenlandsk arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: Udbrud af coronasmitte på stor dansk byggeplads: Dansk murersjak nervøse

Det oplyser Beskræftigelsesministeriet i en pressemeddelelse onsdag, hvor det også slås fast, at oprettelsen af tilsynet sker som led i regeringens initiativer for at vende den stigende coronasmitte i Danmark, som nu også har medført yderligere restriktioner.

- Udviklingen i smittetallene er bekymrende og skal vendes, og vi har for eksempel set høje smittetal blandt udenlandske arbejdstagere. Derudover har vi set udbrud relateret til byggepladser og slagterier, hvor der i stor udstrækning anvendes udenlandsk arbejdskraft, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

Ministeren er glad for, at man har kunnet finde en løsning, som ideelt set fjerner den byrde, man lige nu har med coronaudbrud blandt udenlandske arbejdstagere.

LÆS OGSÅ: I pænt Københavner-kvarter bor polske arbejdere tæt sammen: 'Smitten kan sprede sig hurtigt her'

- Derfor har vi blandt andet besluttet, at udlændinge skal kunne fremvise en negativ corona-test ved grænsen for at komme ind samt at styrke den forebyggende myndighedsindsats. Jeg er glad for den brede politiske opbakning til, at Arbejdstilsynet nu går i gang med en landsdækkende indsats, hvor der er fokus på at forebygge coronasmitte i udvalgte brancher med vandrende arbejdskraft, lyder det videre fra Peter Hummelgaard.

Det nye tilsyn får blandt andet til opgave at besøge virksomheder. Her vil de tilbyde vejledning, men vil også kunne give strakspåbud, hvis arbejdsgiverne ikke har sørget for foranstaltninger til at forebygge smittespredning blandt virksomhedens ansatte. Det gælder blandt andet anbefalinger om at holde afstand og generel hygiejne.

Virksomheder i de relevante brancher vil modtage et brev fra Arbejdstilsynets direktør med information om tilsynene.