20200908-143049-L-1920x1277we
De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Toppolitiker om corona-pres: 'Grænsen mellem privatliv og arbejde smelter sammen'

26. feb 2021, 06:00
De Konservatives Mai Mercado har oplevet et voldsomt arbejdspres som minister, men som menigt folketingsmedlem under coronakrisen er presset anderledes. Fungerende formand for Folketinget, Karen Ellemann (V) anerkender problem, og har igangsat en proces, der skal forbedre de folkevalgtes arbejdsmiljø.

Som socialminister i Løkke-regeringen havde Mai Mercado travlt. Trivielle samråd, maratonforhandlinger og sene arbejdsdage, der trak ud, var alt sammen en del af jobbet.

Men under coronakrisen er arbejdspresset anderledes, fortæller den konservative gruppeformand.

- Der er ingen tvivl om, at det at være minister er et meget hårdt hverv, som også slider på en. Det kan man se, at det også gør på de nuværende ministre. Men som folketingsmedlem under coronaen er presset anderledes, forklarer Mai Mercado til A4 Arbejdsmiljø.

Folketingsmedlemmernes arbejdspres har sjældent været større, end den er under coronakrisen, vurderer Mai Mercado. Ifølge hende skyldes det blandt andet de mange hastelove og digitale møder, der indkaldes til med kort varsel.

LÆS OGSÅ: Corona udfordrer politikeres arbejdsmiljø: Stikprøve afslører hvor grelt det står til på Borgen

Den konservative politiker er dermed enig med et flertal af MF’erne, der i en stikprøve foretaget af A4 Arbejdsmiljø svarer, at arbejdspresset på Christiansborg er blevet større under coronakrisen, end det var før pandemien.

I modsætning til ministrene har folketingsmedlemmer ikke et stort apparat i ryggen, der kan hjælpe med at forberede til møderne.

Tidspresset og den manglende støtte gør det sværere for folketingsmedlemmer at sætte sig tilstrækkeligt ind i sagerne, når der skal forhandles, mener Mai Mercado.

Privatliv og fritid smelter sammen

- Ministrene er forberedt til tænderne i alle møder. Det er folketingsmedlemmerne ikke. De eneste, det gavner, når man har kortere aftræk til lovgivningsarbejdet, hyppigere møder og mindre tid til at læse materiale igennem, er faktisk ministrene.

- Det gavner ikke folkestyret eller partierne, der i stigende grad halser bagefter, når der skal forhandles, fordi det går for stærkt, siger Mai Mercado.

Under anden corona-bølge i vinter har Mai Mercado skiftet mellem at arbejde hjemmefra i sin bolig og fra Christiansborg.

Derhjemme har hun lavet det ene børneværelse om til et kontor, hvor hun sidder sammen med sin mand, der har arbejdet hjemmefra under hele krisen.

Grænsen mellem privatliv og arbejde smelter sammen. Det forventes, at man logger på teams og deltager i et møde, selvom man er syg. Det har jeg selv oplevet
Mai Mercado, gruppeformand, De Konservative

Hun oplever, at antallet af møder det seneste år er vokset voldsomt, fordi det er nemt at mødes over teams, når folk sidder i alle egne af landet.

Selvom man er syg, forventes det, at man kan deltage i virtuelle møder. Det har ikke gjort arbejdspresset mindre, forklarer Mai Mercado.

- Grænsen mellem privatliv og arbejde smelter sammen. Det forventes, at man logger på teams og deltager i et møde, selvom man er syg. Det har jeg selv oplevet, siger hun.

Mai Mercado har en søn på snart 8 år og en datter på snart 5. Som mor i en småbørnsfamilie giver hjemmearbejde også en øget fleksibilitet. Men det kan være svært at skelne mellem fritid og arbejdstid, særligt når man er travlt optaget af hvervet som folkevalgt.

Lader ’sense of urgency’ råde

Travlt har Mai Mercado og hendes kolleger i hvert fald haft det. Siden marts sidste år har Folketinget vedtaget et hav af hjælpepakker og hastelove om nedlukninger, teststrategi og epidemikontrol.

Arbejdsvilkårene er pt. for pressede, mener den konservative gruppeformand.

- Vi har møder, der bliver indkaldt til med halve timers varsel. Det betyder mindre forberedelsestid. Hvis der er materiale, man skal have læst forud for en forhandling, bliver det fremsendt kort tid inden. Det giver nogle ændrede arbejdsbetingelser, som dybest set sætter en presset hverdag under mere pres.

LÆS OGSÅ: Post-corona: Folketinget vil lave retningslinjer for digitale møder

Men er det ikke noget, man må acceptere, når vi er i en ekstraordinær krisesituation, hvor der skal træffes hurtige beslutninger?

- Jo, det er også derfor, at man accepterer vilkårene. Man lader ’sense of urgency’ råde, fordi man gerne vil agere som folkestyre. I andre tilfælde vil man sige til ministeren, at vedkommende skal indkalde til møder på tidspunkter, hvor alle kan.

Jeg kan se på mine kolleger i Folketinget, at stress også har indtaget Christiansborg. Flere og flere rammes af stress. For mig var det meget voldsomt at være i, men det var en lettelse at komme ud på den anden side
Mai Mercado, gruppeformand, De Konservative

Den 40-årige politiker, der har siddet i Folketinget siden 2011, blev som nyuddannet ramt af stress. Derfor er hun i dag god til at lytte til sin krop, hvis arbejdsgopgaverne begynder at hobe sig op. 

En del folketingsmedlemmer og ministre har i de senere år været ramt af stress. I januar måtte Liberal Alliances formand,  Alex Vanopslagh, kapitulere og sygemelde sig, fordi han stadig kæmpede med efterdønninger af en stressperiode. 

- Jeg kan se på mine kolleger i Folketinget, at stress også har indtaget Christiansborg. Flere og flere rammes af stress. For mig var det meget voldsomt at være i, men det var en lettelse at komme ud på den anden side. Jeg havde dengang en god chef, der forstod mig, men jeg lærte også min krops signaler at kende, siger Mai Mercado.

Retningslinjer på vej

Onsdag var folketingsmedlemmernes arbejdsmiljø under corona på dagsordenen i et møde i udvalget for forretningsorden. Som medlem af udvalget havde Mai Mercado forud for mødet sendt et brev til Folketingets præsidium, hvor hun opfordrede til, at emnet blev diskuteret.

Nu skal partiernes folketingsgrupper drøfte arbejdsvilkårene. Derefter er det planen, at udvalget for forretningsorden skal lave nogle retningslinjer for arbejdsmiljøet, der i sidste ende skal skabe en bedre trivsel på Christiansborg.

Karen Ellemann (V), der er fungerende formand for Folketinget, anerkender, at der et problem.

- Desværre er jeg ikke overrasket over det billede, jeres stikprøve viser. Det er en særlig tid under corona, og når der er hastelovgivning, foregår det bare i et tempo, som lægger ekstra pres på det enkelte medlem i at føre den parlamentariske kontrol, som er vigtig, siger Karen Ellemann.

Ifølge Venstre-politikeren skal der indføres retningslinjer for folketingsmedlemmerne i forhold til digitale møder og hjemmearbejde, når coronakrisen er slut.