Pernille Skipper og familien må lægge ferieplanerne helt om på grund af coronasituationen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Corona spolerer Pernille Skippers drømmeferie

7. jul, 08:20
Pernille Skipper og familien må lægge ferieplanerne helt om på grund af coronasituationen.

Det skulle have været en idyllisk familieferie i naturskønne Italien, men i stedet må Pernille Skipper nøjes med en bondegårdsferie på Fejø, der ligger nord for Lolland.

- Det har da bestemt også sin charme, siger Enhedslistens frontfigur i et interview med TV 2.

Allerede i marts, da hun kunne se, at Italien blev et epicenter for coronavirus, blev hun klar over, at familien måtte ændre ferieplaner denne sommer.

I interviewet kommer Pernille Skipper også ind på, hvad der skete i de skæbnesvangre dage omkring den 11. marts, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark delvist ned.

Allerede et par dage før den 11. marts blev partilederne med et par timers varsel kaldt til møde med i Statsministeriet. Et usædvanligt skridt af Mette Frederiksen, fordi man normalt ikke med så kort varsel bliver indkaldt til møde på statsministerens kontor, fortæller Pernille Skipper.

Hun fortæller, at alle partiledere var meget bekymrede over situationen.

- Det har været noget af det mest alvorlige, jeg har været med til, i de snart ti år jeg har siddet i Folketinget, og der, hvor jeg har haft den allerstørste følelse af et ansvar, der tynger, og som selvfølgelig også bringer én i tvivl om, hvorvidt man gør det rigtige, siger Pernille Skipper.

I Danmark er 607 personer indtil videre døde med covid-19.