Anette_Hansen_K__re_Viemose_HK_Privat
Anette Hansen havde regnet med at skulle pensioneres fra Dansk Pelsdyr Foder, men sådan gik det ikke Foto: Kåre Viemose/HK Privat

Corona satte en brat stopper for Anettes karriere: Måtte selv smide 24 års arbejde i containeren

15. mar 2021, 15:12
Karrieren stoppede brat for laborant Anette Hansen, der havde arbejdet i Dansk Pelsdyr Foder i 24 år, da regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

- Der blev bestilt en container, og alt det, jeg havde opbygget gennem så lang en årrække, skulle bare smides ud. Det var de dage, der var værst. Med blanke øjne måtte jeg flere gange gå ovenpå for at være i enrum - ligesom flere af mine kolleger.

Sådan fortæller 60-årige Anette Hansen til HK Privat om de sidste dage hos Dansk Pelsdyr Foder i Holstebro, hvor hun og hendes laborantkolleger brugte de sidste uger frem til jul på at rydde op og lukke laboratorierne ned.

- Min arbejdsplads, og det kæmpe arbejde, jeg har lagt i 24 år, er bare lige pludselig forsvundet fra den ene dag til den anden. Det stikker stadig lidt engang imellem - øv, hvor er det trist, siger Anette Hansen.

LÆS OGSÅ: Sent sporskifte: 60-årige Torben fandt job gennem seniornetværk

Anette Hansen begyndte som laborant i Dansk Pelsdyr Foders ”ganske lille laboratorium” i Holstebro i 1997.

Over årene er laboratorierne udvidet kraftigt i takt med, at flere og tungere analyser blev foretaget in house frem for at blive sendt til eksterne laboratorier.

Anette Hansen var frem til lukningen ansvarlig for den mikrobiologiske afdeling. Til trods for faldende skindpriser, der de senere år har givet en nedgang i antallet af laboratorieprøver, havde hun regnet med syv år mere i branchen, inden hun skulle på pension. Lige indtil den skæbnesvangre eftermiddag i begyndelsen af november, hvor statsministeren annoncerede, at alle mink skulle aflives.

LÆS OGSÅ: Aftale om minkkompensation koster op mod 19 milliarder

Selv afspadserede hun og var i gang med rengøringen, da hun pludselig i den gule bjælke på fjernsynsskærmen kunne læse, at flere medier erfarede, at alle mink herhjemme skulle aflives.

- Jeg sad der ved sofabordet med støvsugeren i hånden og tænkte, hvad sker der lige? Jeg skyndte mig at skrive rundt til mine kolleger, at de skulle tænde for fjernsynet. Da statsministeren på pressemødet senere på dagen selv sagde ordene, vidste jeg jo godt, hvad det betød, siger Anette Hansen.

LÆS OGSÅ: Langtidsledigheden er steget i 97 kommuner

Da hun mødte ind den efterfølgende morgen, havde der allerede været afholdt virtuelt bestyrelsesmøde, og tidligt på formiddagen fik alle besked om, at virksomheden ville lukke med udgangen af året. Den efterfølgende uge var der enkelte forsøg, der skulle gøres færdige, men herefter blev alle prøver fra fodercentralerne annulleret.

- De havde jo ikke noget at bruge dem til, som hun konkluderer.

Anette Hansen er nu afklaret med, at hun skal skifte branche.

- Jeg har aldrig været arbejdsløs, så jeg har lige skullet have frisket reglerne lidt op, og så må jeg ellers bare se, hvad der sker.