20210128181220369_1000
Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag aften på et pressemøde i Statsministeriet oplyst, at corona-restriktionerne forlænges med tre uger til og med 28. februar. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Corona-restriktioner forlænges til 28. februar

28. jan 2021, 18:44
Statsminister Mette Frederiksen forlænger nedlukningen af Danmark med tre uger. Går ikke at lempe, siger hun.

De gældende corona-restriktioner forlænges med tre uger til og med 28. februar. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde i Statsministeriet.

Statsministeren henviser til, at sundhedsmyndighederne forventer, at den såkaldte britiske variant af coronavirus vil toppe i februar.

- Vi kan ikke lempe på restriktionerne. Desværre, siger hun.

- I snart et år har vi kæmpet mod coronaen. Bedst som vi kunne skimte målstregen, er den blevet flyttet.

- Lige nu ser vi to tendenser på samme tid. Den virus, vi kender, er på vej ned. Men den nye mutation er på vej op.

Myndighederne vil dog undersøge, om det er muligt at få de yngste elever tilbage i skole tidligere.

- Det er vores håb, at eleverne fra 0. til 4. klasse kan starte i skole tidligere end 28. februar. Vi forventer at melde ud om skolestart i starten af næste uge, siger Mette Frederiksen.

Restriktionerne betyder, at langt de fleste butikker og forretninger skal holde lukket. Det gælder ikke dagligvarebutikker og andre butikker, der hovedsageligt sælger mad og drikke eller personlig pleje.

Restauranter og beværtninger må heller ikke servere på stedet, men må gerne sælge ud af huset.

Det betyder, at forretninger som frisører, tøjbutikker og fitnesscentre har lukket.

Restriktionerne indebærer også, at der er lukket for indendørs idræt-, fritids- og foreningsaktiviteter.

Også kulturelle tilbud som koncerter og museer skal holde lukket.

Der er samtidig krav om brug af mundbind eller visir i den kollektive trafik og i butikker.

Der er også et loft over, hvor mange der må deltage ved offentlige begivenheder. Det er på fem personer. Loftet har en række undtagelser, herunder i forbindelse med demonstrationer.

De restriktioner vil altså gælde hele februar, hvor myndighederne ifølge statsministeren frygter at blive overvældet af den britiske variant.

- Det er netop i februar, at den nye mutation tager over i Danmark og bliver dominerende. Hvis vi samtidig åbner op på dette tidspunkt, vil smitten i Danmark meget hurtigt kunne løbe løbsk, siger Mette Frederiksen.

- Det vil ske på et tidspunkt, hvor antallet af indlagte fortsat vil være for højt. Og det vil være på et tidspunkt, hvor vi fortsat mangler at vaccinere vores ældre og mest sårbare, fordi vaccinerne er forsinkede.

På pressemødet nævnte statsministeren også, at danskerne ikke skal forvente en hurtig genåbning, som det var tilfældet sidste forår.

- Vi har set, hvor hurtigt den nye mutation kan bringe tingene ud af kontrol, siger Mette Frederiksen.

- Derfor kan vi ikke lempe på restriktionerne. Selv, når vi får vaccineret flere, må vi gå forsigtigt frem. Derfor kommer vi ikke til at se samme hurtige genåbning, som vi havde sidste forår. Vi skal gå forsigtigt frem.

Hun gav også et indblik i, hvilke dele af samfundet der står forrest, når der skal åbnes igen.

Ifølge statsministeren står skoleeleverne først i køen, mens nattelivet må indstille sig på at blive den sidste del af samfundet, der slipper for restriktioner.

/ritzau/