Hvis du har arbejdet hjemme, påvirker det dit eventuelle kørselsfradrag. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Tjek din skat: Corona påvirker kørselsfradraget

23. dec 2020, 12:00
Grundet corona kan danskernes brug af kørselsfradraget for første gang i umindelige tider falde i 2020.

De over en million danskere, der bruger deres kørselsfradrag, skal være ekstra opmærksomme på skattebilletten for 2020.

Hvis man har arbejdet hjemme, så kan man nemlig ikke bruge fradraget.

Det kan betyde, at fradraget - der er blevet brugt af flere og flere i årtier - oplever en uvant tilbagegang i år.

- Som reglerne er, så kan man kun få kørselsfradrag for den transport, man reelt har mellem arbejde og hjem, siger underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig, der generelt opfordrer alle til at have fokus på forskudsopgørelsen for 2021 og årsopgørelsen for 2020.

- Manges liv har ændret sig på en måde, hvor deres indtægter og skatteforhold har ændret sig. Det kan være, man har købt eller solgt et sommerhus, har fået nyt job eller andet.

Et fald i brugen af kørselsfradrag vil være et særsyn. Fradraget, der blev indført i 1959, er nemlig kun blevet mere brugt gennem årene.

Sådan bruger danskerne kørselsfradraget

Mange arbejder hjemme under corona, og det skal spille kørselsfradraget et puds.

Fradraget er meget brugt. Se her, hvordan det blev brugt landet over i 2019. 

Region Nordjylland:

Antal modtagere: 118.000.

Antal skatteborgere: 500.000.

Gennemsnitlig fradrag per modtager: 16.500 kroner.

Region Midtjylland:

Antal modtagere: 271.000.

Antal skatteborgere: 1.200.000

Gennemsnitlig fradrag per modtager: 16.500 kroner.

Region Syddanmark:

Antal modtagere: 245.000.

Antal skatteborgere: 1.100.000

Gennemsnitlig fradrag per modtager: 17.500 kroner.

Region Sjælland:

Antal modtagere: 206.000.

Antal skatteborgere: 700.000.

Gennemsnitlig fradrag per modtager: 22.000 kroner.

 Region Hovedstaden:

Antal modtagere: 317.000.

Antal skatteborgere: 1.700.000

Gennemsnitlig fradrag per modtager: 13.000.

 

Kilder: Skattestyrelsen

/ritzau/

Ifølge tal fra Skattestyrelsen er antallet af danskere, der får kørselsfradrag, steget fra 860.000 i 2010 til næsten 1,2 millioner i 2019.

I penge er det en stigning fra 12,6 milliarder kroner i fradrag til 19,5 milliarder kroner i fradrag.

Flest brugere på Sjælland

De største brugere af kørselsfradraget er danskere i Region Sjælland, hvor der blandt andet pendles til København. Næsten 30 procent af skatteborgerne i Region Sjælland får kørselsfradrag, og gennemsnittet ligger på 22.000 kroner om året.

Fordi der kan være store forandringer i ikke mindst kørselsfradraget, opfordrer Skattestyrelsen til, at alle tjekker deres årsopgørelse for 2020, der kommer til marts.

Ikke mindst får styr på kørselsfradraget, som det vil kræve en indsats at indløse for i år.

- Normalt vil vi skrive fradraget ind automatisk, men det gør vi ikke i år. For det er forudsat, at man er på arbejde 225 dage i året. Men det har mange af os ikke været.

- Så det er meget vigtigt, at man taster ind, hvor meget man rent faktisk har været fysisk på arbejde, ellers får man ikke noget fradrag, siger Karoline Klaksvig.

Hun fortæller, at Skattestyrelsen har flere måder at undersøge på, om man har arbejdet hjemme og dermed ikke har ret til fradraget.

- I vores logiske kontroller er vi rimeligt skarpe til at finde frem til der, hvor sandsynligheden taler for, at man ikke har været fysisk på arbejde. Og så laver vi et ekstra tjek, siger hun.

/ritzau/