Mange medarbejdere er hjemsendt med løn eller har fået nedsat deres arbejdstid. De har beholdt deres job, men arbejder mindre end før krisen, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI. Foto: Foto: Hans Søndergård/DI/

Corona har skåret 40 millioner af privatansattes arbejdstimer

29. maj, 07:56
Danskernes præsterede arbejdstid er faldet med 40 millioner timer, siden coronakrisen startede i begyndelsen af marts måned.

212.000 fuldtidsansatte. Det er tallet for, hvor mange færre timer medarbejdere i Danmarks private virksomheder har arbejdet i april måned sammenlignet med før krisen. Siden krisens begyndelse i marts måned svarer det til mere end 40 millioner færre arbejdstimer, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

Tallet dækker over medarbejdere hjemsendt med løn, afskedigede, hjemsendte uden løn samt medarbejdere på arbejdsfordeling, eller som på anden vis har oplevet arbejdstidsnedgang.

- Det er et voldsomt fald på meget kort tid. Det svarer til en nedgang på 13,4 procent, og det kan sammenholdes med, at finanskrisen førte til 11,8 procent nedgang i præsterede arbejdstimer – men over en periode på to år, siger vicedirektør Steen Nielsen, DI, til erhvervsmediet DIBusiness.dk

Han understreger, at der er forskel på nedgang i beskæftigelse og nedgang i arbejdstid.

- Beskæftigelsen er faldet med 87.000 personer i marts og april måned. Når tallet for nedgangen i præsteret arbejdstid ligger så meget højere end faldet i beskæftigelsen, skyldes det, at rigtig mange medarbejdere er hjemsendt med løn eller har fået nedsat deres arbejdstid. Disse medarbejdere har beholdt deres job, men arbejder mindre end før krisen, siger Steen Nielsen til DIBusiness.dk