20200425-162247-A-1920x1281we
I Sydjylland oplever man, at coronakrisen, særligt på voksenhandicapområdet, har haft positiv indvirkning på arbejdsmiljøet. (Arkivfoto) Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Et lys i mørket: Coronakrisen har forbedret socialpædagogers arbejdsmiljø

20. okt 2020, 06:00
Coronakrisen har givet socialpædagoger mindre dokumentationsarbejde, færre udefrakommende forstyrrelser og mere tid til kerneopgaven. Og i flere kredse oplever man et forbedret arbejdsmiljø. Formand for Socialpædagogernes Landsforbund håber, det kan være en øjenåbner.

Man kunne måske forvente, at coronakrisen med dertilhørende frustrationer og forandringer ville have en negativ indvirkning på arbejdsmiljøet rundt omkring på de danske arbejdspladser.

Men for mange socialpædagoger har corona betydet bedre arbejdsmiljø, viser undersøgelser foretaget af de enkelte kredse under Socialpædagogernes Landsforbund samt tilbagemeldinger fra forbundets medlemmer.

En del af vores medlemmer siger, at corona faktisk har påvirket arbejdsmiljøet i en positiv retning, fordi der har været mere ro på
Formand for Socialpædagogerne, Kreds Sydjylland, Finn Harald Rasmussen

Det mærker de blandt andet i Socialpædagogerne Sydjylland.

- En del af vores medlemmer siger, at corona faktisk har påvirket arbejdsmiljøet i en positiv retning, fordi der har været mere ro på. Der har ikke været en masse udefrakommende forstyrrelser, så man har kunnet koncentrere sig om sit arbejde. Og der har været en større tillid til det faglige - en tillid til, at man har kunnet finde løsningerne, siger formand for Kreds Sydjylland, Finn Harald Rasmussen og fortsætter:

- Vi så faktisk flere steder, at sygefraværet faldt meget markant, siger han og understreger, at man dog ikke skal være blind for, at der er også er nogle, der har oplevet et dårligere arbejdsmiljø som følge af corona.

Læs også: Sygeplejerske: For hver gang jeg hopper i kitlen, bliver arbejdsglæden mindre og mindre

Samme positive oplevelse har de haft i Kreds Nordjylland. Også de har set et lavere sygefravær som følge af coronanedlukningen. Noget, der ifølge faglig sekretær i kredsen, Charlotte Enevoldsen, formentlig skyldes mindre stress.

- Det er jo en tolkning fra min side, men det kunne handle om, at der var ro og tid til kerneopgaven. At man havde tid til det nærvær, som man er ansat til som socialpædagog. At man ikke bliver forstyrret af alle mulige projekter, tilbagemeldinger og jeg-ved-ikke-hvad fra det administrative lag, siger hun. 

Et fag præget af dårligt arbejdsmiljø

Socialpædagogerne har i mange år ellers haft ry for at have et dårligt arbejdsmiljø.

Det bevidner den undersøgelse af socialpædagogernes arbejdsmiljø, som Socialpædagogisk Landsforbund offentliggjorde i januar.

En undersøgelse, der blandt andet viser, at næsten en tredjedel af alle socialpædagoger inden for det seneste år har oplevet psykisk- og fysisk vold. 21 procent har i høj grad eller meget høj grad oplevet ubehagelig stress inden for de seneste fire uger. Og kun lidt over halvdelen vurderer arbejdsmiljøet til at være godt. 

Det kan være svært at få tid til selve kerneopgaven omkring borgerne. Men under coronakrisen har der været mere tid
Kredsformand, Socialpædagogerne Sydjylland, Finn Harald Rasmussen

Men skal man tro undersøgelser af arbejdsmiljøet på baggrund af coronakrisen, kan en del af løsningen på arbejdsmiljø-problemerne måske findes i de erfaringer, man har gjort sig under nedlukningen.

Både i Kreds Sydjylland og i Kreds Nordjylland tilskriver man for eksempel det bedre arbejdsmiljø færre møder, mindre dokumentation og mere nærvær og frihed til at tilrettelægge arbejdet samt fokus på at løse kerneopgaven uden indblanding fra konsulenter. 

Landsforbundet: Sæt fagligheden fri

Erfaringerne fra coronanedlukingen fortæller i hvert fald forbundsformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, noget vigtigt:

- Det fortæller mig, at man fra toppen - fra regeringens side og ned igennem kommunerne - ikke behøver at være bange for, at fagligheden ikke løser opgaverne ordentligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at politikerne sætter nogle mål for, hvad der skal komme ud af en indsats, men så skal man også have tilliden til, at vi har kompetencerne og fagligheden til at indfri det.

Læs også: 5G vil revolutionere industrien og koste arbejdspladser: Men ikke dem, du tror

Socialpædagogernes Landsforbund vil nu tage erfaringerne med til diskussioner med regeringen, ligesom de vi indgå dialog med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om, hvordan man kan få dem ud at leve i de kommunale forvaltninger.

Og får vi lov til at arbejde med fokus på kerneopgaven, er jeg i sidste ende ikke i tvivl om, at vi, hvis vi laver en effektmåling om tre-fire år, får større effektivitet
Benny Andersen, forbundsformand i Socialpædagogernes Landsforbund

For Benny Andersen at se er der nemlig ingen tvivl om, at det vil være en win-win-win-situation, hvis socialpædagogerne fremover får mere frihed i deres arbejde, sådan som de har haft under coronakrisen.

- Det er en win-situation for de borgere, det handler om, fordi vi har en anden måde, at tænke dem ind i, hvad der skal ske, end den vi får dikteret ovenfra. Og vi socialpædagoger får noget ud af det, fordi vi får lov til at bruge vores fag og de kompetencer, vi har, siger han og fortsætter:

- Og får vi lov til at arbejde med fokus på kerneopgaven, er jeg i sidste ende ikke i tvivl om, at vi, hvis vi laver en effektmåling om tre-fire år, får større effektivitet i forhold til, at der er mennesker, der får nogle andre livsmuligheder. Der vil være færre indlæggelser og mindre brug for medicin, siger Benny Andersen. 

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.