Connie løj sig yngre og svømmer i jobtilbud

23. okt 2013, 11:45
56årige Connie Skytte ville teste, om de tusindvis af afslag skyldtes hendes alder. Hun ændrede derfor sin alder til 38.

Tusindvis af jobansøgninger, der alle resulterede i afslag, fik Connie Skytte til at ændre strategi.

"Jeg havde søgt tæt på 4.000 stillinger, som jeg var kvalificeret til, men var kun blevet kaldt til jobsamtale til syv. Jeg fik mistanke om, at det skyldtes min alder," siger Connie Skytte.

Den tidligere direktionssekretær besluttede derfor at lave et eksperiment: Hun ændrede sin alder på CV'et fra 56 til 38 år, tilpassede årstallet for sin uddannelse og sendte CV og ansøgning til 15 opslåede stillinger.

"Alder og årstal var det eneste, jeg ændrede. Alt andet var identisk med det, jeg normalt sender ud," fortæller Connie Skytte.

Jobsamtalerne væltede ind

Resultatet var dog langt fra det blanke afslag, hun normalt får. Af de 15 stillinger blev hun kaldt til samtale ni steder, og yderligere to steder ville gemme hendes ansøgning til en anden gang.

"Jeg tog aldrig til de jobsamtaler. Jeg ringede pænt og meldte afbud, selvom jeg på en måde gerne ville have set deres reaktion, når de så mig," siger Connie Skytte.

Eksperimentet har bekræftet hende i, at aldersdiskrimination i Danmark ikke er en myte.

"Jeg vil til enhver tid fastholde, at det finder sted. Jeg vil gerne høre, hvordan man ellers kan forklare den forskel i, hvor tit jeg blev kaldt til jobsamtale," siger hun.

Tung erfaring trækker ned

Nogle arbejdsgivere gør sig ikke engang umage for at skjule, at det er alderen - og ikke kompetencerne, den er gal med.

Det fremgår for eksempel af et afslag, som Connie modtog bare én time efter, at ansøgningen var sendt afsted elektronisk:

”Jeg har modtaget din ansøgning, men da selve stillingen kræver en helt anden profil end den, du har, skal jeg hermed beklage at du ikke kommer i betragtning," skriver arbejdsgiveren tilbage.

"Som du kan se af stillingsbeskrivelsen søger man en person, som er parat til det næste skridt i sin karriere og således en person, som ikke allerede har så tung en erfaring som din. Der er således ikke noget galt med dine kvalifikationer,” lyder de trøstende ord i afslaget.

Connie Skytte har sideløbende med jobsøgningen haft en del vikartjanser. Hun har netop overstået et længere vikariat som receptionist - som hun vel at mærke fik uden at snyde med sin alder.

Connie: 56 eller 38 år?

FOTO: Privat