Computerprogram ordner jobsøgningen

14. aug 2008
Jobhjælp Ledige kan nu få hjælp af et computerprogram til at søge de fire obligatoriske jobs om ugen. Beskæftigelsesministeren mener, programmet er ulovligt, men der er endnu ikke sat en bremser for det.

Søren W. Rasmussen ved udmærket godt, at han nok ikke bliver inviteret til småkager og en hyggesnak hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) lige med det samme.

Han har nemlig blæst til åben kamp mod beskæftigelsesministeren og loven om, at alle ledige skal søge fire jobs om ugen.

Søren W. Rasmussen står bag computerprogrammet Checkjobnet, der sørger for, at ledige uge efter uge kan få søgt de obligatoriske jobs på Jobnet.dk uden at løfte en finger. Og selvom Claus Hjort Frederiksen for et halvt år siden meldte ud, at programmet var ulovligt, er der endnu ikke sat en stopper for det.

Tåbelig lov

Programmet modarbejder direkte ånden i loven, der gerne skulle få de mere dorske ledige ud af starthullerne og i gang med at søge job, men Søren W. Rasmussen mener ikke, han gør noget galt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»Det er en tåbelig lov,« siger han.

»Problemet er ganske enkelt, at der ikke er et tilstrækkeligt antal ledige stillinger i landet, der matcher de kvalifikationer, som de nuværende ledige er i besiddelse af. Det betyder, at ledige er nødt til at søge stillinger, som ligger meget langt fra deres kompetencer,« siger han.

I øjeblikket ser Arbejdsmarkedsstyrelsen på, hvordan der kan sættes en stopper for de automatiske ansøgninger, og Claus Hjort Frederiksen kalder det »trist«, at programmet stadig findes. Han understreger, at han stadig mener, det er ulovligt at bruge programmet.

»Brugerne risikerer at blive trukket i ydelse, hvis de ikke søger seriøst og realistisk,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Hjælp til ældre

Søren W. Rasmussen vurderer, at programmet er blevet downloaded omkring 10.000 gange. Men fra Arbejdsmarkedsstyrelsen lyder det, at deres seneste undersøgelse viste, at det kun er knap 300 ledige, der benytter det i praksis.

Søren W. Rasmussen er 63 år, uddannet dr. scient i genetik og har selv været ledig i fire år. Ideen til programmet opstod, da han var på jobansøgningskursus, hvor han sad sammen med en del ældre mennesker, der ikke havde noget begreb om, hvordan man søger jobs på nettet.

Jobnet.dk har et par gange forsøgt at ændre proceduren, så programmet ikke virkede, men Søren W. Rasmussen har hver gang fået skruet lidt på koderne, så det igen virker. Og han håber, at en virksomhed snart får øjnene op for hans talenter, så han slipper for at gå ledig.

»Jeg bruger også programmet som et supplement til min egen jobsøgning. Jeg har sendt næsten 1.000 ansøgninger, og det er faktisk kun et fåtal, der er sendt automatisk,« siger han.

faktaboks