Computermus kan gnave

30. sep 2009
Smerter i armen fra arbejde med musen. Det kan være et så stort problem at det bør forebygges, erkender erhvervslivet nu.

Har du smerter i armen, fordi du klikker med en mus dagen lang på arbejde. Så er der nu udsigt til, at din arbejdsgiver vil tage dig mere alvorligt end hidtil, hvis du gør opmærksom på problemet.

For første gang er arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv  nemlig gået med til at give gode råd til ansatte og firmaer om at forebygge museskader. Det sker i et samarbejde med fagforeningen HK.

”Det er arbejdsgiveren, som har ansvaret for, at medarbejderne får den nødvendige instruktion i, hvordan man arbejder korrekt,” forklarer Rikke B. Ørum, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv og næstformand i Bar Kontor.

Mange er ikke opmærksomme

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Der har ellers længe hersket kold luft mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne om, hvor alvorlig problemet med smerter på grund af arbejde med mus rent faktisk er. Men det nye samarbejde tyder på at virksomhederne nu også tager smerter fra arbejde med mus alvorlig.

”Det handler i høj grad om at forebygge i stedet for at helbrede, og derfor er det uhyre vigtigt at finde den mus eller det pegeredskab, som passer godt til netop dig. Men desværre er rigtig mange medarbejdere og arbejdsgivere ikke opmærksomme på det,” fortæller Svend-Erik Hermansen, som er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.