Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og et flertal i Folketinget har ændret grænseværdien for stoffet chrom 6. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ansatte risikerer lungekræft: Folketinget strammer reglerne for kræft­fremkaldende stof

4. feb, 14:40
Et flertal i Folketinget har ændret grænseværdien for det kræftfremkaldende stof chrom 6. Danmark kommer til at have den strammeste grænseværdi i Europa på linje med Holland og Frankrig, lyder det fra minister.

Forligskredsen af partier i Folketinget bag arbejdsmiljøaftalen fra sidste forår strammer nu reglerne for det kræftfremkaldende stof chrom 6.

Fra 1. juli 2020 kommer grænseværdien for det kræftfremkaldende stof en femtedel lavere ned, så det kommer på niveau med Holland og Frankrig, der har de laveste grænseværdier.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse. 

Grænseværdien justeres fra 0,005 mg/m3 til 0,001 mg/m3, hvorefter det er planen, at den om fire år sættes yderligere ned.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Nedjusteringen af grænseværdien kommer altså til at ske i to trin.

- Det er en helt grundlæggende ting for mig: Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde, og derfor sænker vi nu grænseværdien for chrom 6 markant. Danmark kommer til at have den strammeste grænseværdi i Europa på linje med to andre lande, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Nyt notat afslører: Så mange er blevet syge af kræftfremkaldende stof

FH: Stærkere beskyttelse af lønmodtagere

Arbejdsmiljørådet, der består af repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, har været med i forløbet om den nye grænseværdi for chrom 6. 

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, der sidder med i Arbejdsmiljørådet, er glad for ændringen.

- I FH er vi tilfredse med, at forligskredsen har tiltrådt aftalen, og den forståelse, som Arbejdsmiljørådet har om grænseværdien for chom 6. Vi regulerer grænseværdien i to trin, og vi ender med at få den mest restriktive grænseværdi i hele verden, siger Morten Skov Christiansen til A4 Arbejdsmiljø og fortsætter:

- Jeg tror, at ændringen af grænseværdien kombineret med de nye forebyggelseselementer, der også er i aftalen, kan være med til at presse virksomhederne til at finde andre alternativer til stoffet chrom 6. Ændringerne kommer til at betyde, at lønmodtagere, der er i kontakt med chrom 6 i fremtiden vil blive meget bedre beskyttet i arbejdet med stoffet, vurderer FH-næstformanden.

Forskere: 200 vil få lungekræft

Den nye grænseværdi for chrom 6 sker i forbindelse med en større gennemgang af farlige stoffer på det danske arbejdsmarked. I den kommende tid kan grænseværdierne for flere stoffer blive ændret.

Beslutningen om at kortlægge grænseværdierne blev truffet efter et langstrakt og turmultarisk forløb.

I oktober 2018 slog en række forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) alarm, da de vurderde, at den nuværende grænseværdi for chrom 6 var alt for høj i forhold til, hvad der var sundhedsmæssigt forsvarligt.

Forskerne vurderede dengang, at cirka 200 ud af 10.000 personer, som er blevet udsat for den nuværende grænseværdi gennem et arbejdsliv, vil ende med at få lungekræft.

En viden embedsværket under den daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) angiveligt havde kendt til siden maj 2017. Her fremgik det i en rapport fra EU-kommissionens videnskabelige komité SCOEL, at den danske grænseværdi var for høj.

I perioden 2010-2018 blev 73 sager om chrom anerkendt som arbejdsskader. 43 af de anerkendte sager handlede om kræft, viser et notat fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES)

Omkring 10.000 lønmodtagere i Danmark skønnes at være i kontakt med chrom 6, mens det på EU-plan gælder 900.000 lønmodtagere.

Industri- og metalarbejdere arbejder med det kræftfremkaldende stof, når de svejser eller arbejder med overfladebehandling.