Jakob Ellemann-Jensen har ikke travlt ved mikrofonen disse dage.

Heller ikke lanceringen af et niende (!) borgerligt parti kan få Venstre-formanden til at ytre sig om fremtiden for det, der måske stadig kan være en blå blok.

Man forstår ham godt. Simon Emil Ammitzbøll-Billes og Christina Egelunds farvel til Liberal Alliance og fødsel af Fremad er som udgangspunkt ikke "borgerlige stemmer der arbejder". Måske vil det modarbejde et kommende parlamentarisk flertal for Jakob Ellemann. Hvem ved?

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Ved valget fik Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen 153.923 stemmer. Men tilsammen nul mandater. De tre partiers deroute resulterede i det største stemmespild ved et folketingsvalg siden 1990.

De to første partier meldte med det samme ud, at de går efter at komme ind ved næste valg. Klaus Riskær fortrød i sidste uge, at han ikke ville stille op igen. Så lige nu er positionen, at han tilbyder sig til danskerne igen. Det samme gør nu de to garvede LA-folk, der ikke kunne finde sig til rette i en nationalkonservativ retning, som Alex Vanopslagh synes at ville trække deres tidligere parti LA i.

Det lyder ret radikalt for denne signatur. Dermed er Morten Østergaard den, der bør føle sig mest udfordret af Fremad. Som selvfølgelig ikke skal forstås som om, man går tilbage til noget. man tidligere har været med i.
Nicolai Kampmann

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er, som Kristian Jensen udtrykker det, "en serie partistifter". En gang var han radikal, så kunne han ikke se sig selv der og dannede Borgerligt Centrum. Det fløj ikke rigtig, og han gik sammen med Anders Samuelsen i Liberal Alliance, da det ikke længere skulle være Ny Alliance. Nu er det så LA, Simon Emil ikke kan se sig selv i - men i Fremad. Hvem sagde "En marche!"? På fransk "fremad" og navnet på præsident Emmanuel Macrons meget unge parti.

Fremad skal stå for en højreorienteret økonomisk politik, et åbent og positivt forhold til verden og EU og et liberalt ståsted på værdi- og retsmæssige emner. Det lyder ret radikalt for denne signatur. Dermed er Morten Østergaard den, der bør føle sig mest udfordret af Fremad. Som selvfølgelig ikke skal forstås som om, man går tilbage til noget, man tidligere har været med i.

Nu gælder det om at se - Fremad!

Let bliver det ikke, og det nye parti hilses ikke velkomment over alt. Kristian Thulesen Dahl konstaterer, at dette gode nyheder for Mette Frederiksen. Socialdemokrater ser med stor tilfredshed på det voksende antal "smølfe-partier" i det borgerlige Danmark, og det konkrete stemmespild, der gør livet i regering noget lettere.

- Ikke godt nyt for det borgerlige Danmark. Der bliver sandsynligvis et endnu større “stemmespild” nu. Og det nye parti minder iøvrigt meget om det Radikale Venstre, hvor partistifteren begyndte sin politiske løbebane. Mette Frederiksen må være godt tilfreds i dag, skriver DFs formand på Facebook.

Den oprindelige VKO-akse er parlamentarisk havnet i fragmenter af højrenationalisme, nationalkonservative, liberale,  socialt liberale og pragmatisk borgerlige.
Nicolai Kampmann

Det er tankevækkende at se, hvordan efterspillet af Anders Foghs og Lars Løkkes regeringsledelse udfolder sig.

Ingen af de to statsministre var så liberale, så det gjorde noget. De arbejdede med skatte- og afgiftslettelser her og der. De sad længe tilfredse i Statsministeriet på Dansk Folkepartis præmisser.

Studerer man valgresultatet i juni og dets eftervirkninger, er det lettere at se en borgerlig atomisering end et rødt systemskifte. Den oprindelige VKO-akse (Venstre, Konservative og DF) er parlamentarisk havnet i fragmenter af højrenationalisme (Stram Kurs, Nye Borgerlige og en side af DF), nationalkonservative (de konservative, dele af LA og DF), liberale (dele af LA, til dels Fremad, (Kristendemokraterne, Klaus Riskær) socialt liberale og pragmatisk borgerlige (Venstre og de fleste andre, når de politiske forlig skal indgås).

Hvordan det skal blive regeringsdueligt bliver interessant at følge. Mildt sagt.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].