Chefredaktør: Bliver vi mere milde efter krisen?

NK_i_1650_px
28. mar. 2020 15.00

Der er de vilkårlige forbrydelser. At unge samles i for stort antal og fester. Restaturatører, der serverer, selv om de ikke må.

Civil ulydighed af den groveste slags og handlinger, som myndighederne har fået juridisk opbakning til at skride ind over for uden tøven. Vildt nok, at vi er kommet dertil så hurtigt.

Det, vi bemærker, er de mange positive handlinger mellem os, der står op mod coronaens grimme soldater. Vi synger sammen på den måde, det er os muligt. Vi afstår mange steder fra fuld løn, og nogle arbejdsgivere bestræber sig på ikke at fyre - selv om det i mange virksomheder er nødvendigt. Ja, der er historier om velhavere, der fyrer, men jeg tror ikke, at nogen gør det med mindre det er for virksomhedens overlevelse.

De døde og de ledige rammes nådesløst. Det er coronaens barske realiteter. Hver gang vi mister, bør vi stoppe og og tænke over, hvad det er, vi mister.

Tabet af nogen eller noget, vi holder af, er definitivt. Et job kommer forhåbentlig igen, det gør et familiemedlem eller en god ven ikke.

 
Det er da tankevækkende, hvor ren luften hurtigt kan blive. At vi især på denne årstid har mulighed for at høre fuglene kvidre. Det tillader larmen ellers sjældent.


Nicolai Kampmann

Det er i sorgen, fortvivlelsen og angsten, vi rykker sammen. I de følelser opstår der rum for refleksion og plads til at revidere den måde, vi anskuer verden på. Det er - i fuld respekt for den modvind, krisen rammer den enkelte - en stor mulighed.

Hjemsendelsen af de fleste af os fra arbejdet har ryddet motorveje, gader og sat alle fly på jorden. Den positive effekt for vores klima kan måles umiddelbart. Ja, vi håber alle snart på gang i hjulene og trængsel, hvor der nu er tomt. Det er da tankevækkende, hvor ren luften hurtigt kan blive. At vi især på denne årstid har mulighed for at høre fuglene kvidre. Det tillader larmen ellers sjældent.

Vi skal vise hensyn og holde afstand, når vi køber ind. Give os god tid og respektere hinanden i det offentlige rum. Tænk, hvis det blev normen, når krisen er kommet på afstand?

Vi forbruger mindre, spiller spil med hinanden - puslespillet har fået et comeback - og anerkender, at folk med forstand på videnskab nok er klogere at lytte til end døgnets meningsmaskiner.

Din pengekiste er din gud.
Men så en aften får du bud.
Det guld du levede livet for;
hvad hjælper det dig så!
Nicolai Kampmann

Vi kan finde John Mogensens vise frem - eller mange af hans sange - og begræde nedturen på aktie- og boligmarkedet, som vi jo er magtesløse overfor:

Måske er du den rige mand.
Der samler i en pengepung.
Skønt den er trin og tyk og rund,
så ta´r du hvor du kan.
Din pengekiste er din gud.
Men så en aften får du bud.
Det guld du levede livet for;
hvad hjælper det dig så!

Du ka´ ingen ting ta´ med dig
når du går.

(En fattig troubadur)

Hvis vi tager nogle af de gode ting, der også sker med os i denne tid, ja, så er krisen ikke forgæves. At vi bliver mere milde og generøse over for hinanden er nok for stort et ønske. Men det er ikke kriminelt at håbe.

Så vidt vi ved.