Det er ikke rart at være i utakt med sine medlemmer.

Forleden beskrev vi på A4 Arbejdsliv, at lederne af de højtuddannedes fagforbund ikke har medlemmerne i ryggen, når de afviser tidligere pension til mennesker, der kom tidligt ud på arbejdsmarkedet.

41 pct. af de adspurgte akademikere støtter en ret til tidligere pension til dem, der kom tidligt på arbejdsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Det er en væsentlig vinkel i den sag, som regeringen har gjort til en mærkesag. Oven på A4s historie var en række socialdemokrater da også hurtig på de sociale medier til at omfavne den omtalte undersøgelse og meldingen fra formanden for DJØF (Danmarks Jurist- og Økonomforbund) Henning Thiesen. Han meldte klart ud på vegne af 95.000 medlemmer:

”Når vi taler om folk, der har været på arbejdsmarkedet fra de var 17-18 år, så tror jeg, at vi alle rent instinktivt (…) har en betydelig forståelse for, at de grupper skal kunne trække sig tilbage, før os andre, sagde DJØFs formand.

Tak for det, siger jeg!

Alt for længe har vi hørt på politikere og interesse-formænd, der fortæller, at det ikke kan løses. Lige nu venter vi på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og det mest ventede forslag siden Helle Thornings betalingsring.

Spøg til side, der skal komme en god løsning i morgen. For at bruge en floskel: Folket ønsker det, og ja, akademikerne ønsker det faktisk også. De er også en slags folk!

Alt for længe har vi hørt på politikere og interesse-formænd, der fortæller, at det ikke kan løses.
Nicolai Kampmann

Det er ærgerligt, at formændene for magistrene, Camilla Gregersen, og akademikerne, Lars Quistgaard, ikke har ønsket at kommentere undersøgelsen. Gregersen fortalte i vinter til vores medie, at det er "umuligt at finde en retfærdig løsning, hvor man giver tidligere pension til nogle grupper frem for andre."

Qvistgaard har tidligere udtalt sig imod en differentieret folkepensionsalder,  fordi det "støder hans retfærdighedssans" og "kan få betydning for opbakningen til velfærdsstaten".

Men er det modsatte ikke tilfældet? At de stadigt flere akademikere i dette land godt kan se, at de må give noget for at bevare opbakningen til velfærdsstaten. Ufaglærte lever i gennemsnit kortere tid end akademikere. De tjener færre penge over et helt arbejdsliv. Alt for mange ufaglærte må komme gennem arbejdsdagen på smertestillende medicin.

Det kan de fleste godt se er skævt. Det betyder ikke, at akademikere kan opleve store problemer med stress og vanskelige psykiske arbejdsvilkår. Som også kan føre til et forkortet arbejdsliv.

Den udfordring skal også løses. Men kan vel tilgås uden at det ender i en forudsigelig fagkamp, om hvem der skal tilgodeses før andre.

Husk på, at retten til tidlig pension ikke er en økonomisk guldgrube, snarere tværtimod!

Er det modsatte ikke tilfældet? At de stadigt flere akademikere i dette land godt kan se, at de må give noget for at bevare opbakningen til velfærdsstaten.
Nicolai Kampmann

Nu venter vi spændt på regeringen, som køber sig tid under de kommende OK-forhandlinger. Der kommer ikke noget lige foreløbig. Arbejdsgiverne synes det er en dårlig ide at komme de nedslidte i møde gennem en ret til tidlig pension.

Ansvaret er stort for at afvise dette dybfølte ønske blandt mange almindelige lønmodtagere. Udsletningen af efterlønnen var en udåd. Den skal rettes op.

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].