Chefguide: Sådan kører du dine folk ned

19. apr 2012
Her er 10 forrykte råd til, hvordan chefen kan få alle sine medarbejdere til at gå ned med stress på rekordtid.

Tror du, at stress blot handler om travlhed, tager du grundigt fejl. Alvorlig stress skyldes oftest dårlig ledelse.

Avisen.dk har i samarbejde med en af landets førende stresseksperter, forskningsprofessor, dr. med. og psykolog med speciale i sundhedspsykologi, Bobby Zachariae, udarbejdet en guide til chefer, der vil skabe den ultimativt stressende arbejdsplads.

"Arbejdsgiverne har et afgørende ansvar for at minimere stressfaktorer på arbejdspladsen,” siger Bobby Zachariae.

”Og derfor kan det være nyttigt at vende det på hovedet for at forklare, hvordan en leder fremmer stress. Det giver nemlig en forståelse for, hvordan man undgår stress.”

Så vær så artig, chefer:

1: Vær det dårlige eksempel

Sørg for aldrig at træde foran som et godt eksempel. Skal der ydes en ekstra indsats, er det afgørende, at arbejdsgiveren selv holder fri for at være sikker på, at medarbejderne føler sig unfair behandlet.

2: Stil for høje krav

Sørg for at medarbejderne ikke har tilstrækkelige kompetencer og ressourcer til for at løse de opgaver, de bliver stillet overfor. Så er chefen sikker på, at medarbejderne føler, at de ikke kan slå til.

3: Kræv at de ansatte er uetiske

Sørg for at det arbejde, som medarbejderne udfører, strider mod medarbejdernes egne værdier. Sæt medarbejderne til at sælge eller fremstille dårlige produkter, som skuffer kunderne.

4: Fjern ansattes indflydelse

Sørg for at fjerne medarbejdernes indflydelse på de arbejdsbetingelser, som ønsker at have indflydelse på. Derved højner chefen chancen for, at medarbejdernes konstruktive idéer aldrig bliver realiseret.

5: Undlad at kommunikere

Skab med manglende og upræcis kommunikation utryghed og uforudsigelighed, så medarbejderne ikke ved, om de er ansat i morgen. Og ikke ved hvilke arbejdsopgaver, der venter. Undlad også at kommunikere om virksomhedens langsigtede mål.[pagebreak]

6: Undlad at lytte

Undlad at holde medarbejderudviklingssamtaler for at sikre, at medarbejderne ikke får mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som de ønsker. Undlad generelt at lytte til medarbejdernes ønsker.

7: Arbejde – og kun arbejde

Sørg for at det udelukkende handler om arbejde. Udeluk ethvert socialt arrangement, der kan skabe adspredelse. Hvis der holdes pauser, skal de være ganske korte - og helst afbrydes af presserende arbejde.

8: Undlad at rose

Sørg for aldrig nogensinde at rose en medarbejder, der har ydet en god indsats. Anerkendelse er nemlig altafgørende for medarbejderens arbejdsglæde.

9: Stil samme krav til alle

Sørg for at stille de samme krav til alle medarbejdere. De har nemlig meget forskellige ressourcer til rådighed og ved at kræve det samme af alle, vil mange finde arbejdet enten kedeligt eller uoverkommeligt.

10: Vær en rollemodel

Fremstå overfor medarbejderne som rollemodel. Når chefen altid fremstår som kompetent, ambitiøs og ressourcestærk, og forlanger, at andre er som ham, kan det være stressfremmende for nogle medarbejdere, når de ikke lykkes med efterligne chefen.

Artiklen er bragt første gang i sommeren 2010.