Chefer tør ikke spare på gourmetkaffen

16. mar 2012
Firmafester og frokostordninger har fået hug med sparekniven. Men den gode kaffe er fredet.

Prikkerunder, nedlagte frokostordninger og discountjulefrokoster går an, når firmaet fattes penge.

Men den dyre gourmetkaffe, der har sneget sig ind på mange danske arbejdspladser, den tør chefen ikke røre, når han fægter med sparekniven.

Sådan forholder det sig i hvert fald ifølge en håndfuld leverandører af kaffe og kaffeautomater, som Avisen.dk har talt med.

"Kaffe er ikke noget, man piller ved for sjov. Det er et medarbejdergode, som der bliver talt meget om - og brokket sig meget over," siger Henrik Frellsen, der er direktør i Frellsen, som leverer hver sjette kop firmakaffe i Danmark.

Kolbekaffen er uddøende

Den gammeldags kolbekaffe er på mange arbejdspladser blevet fortrængt af avancerede kaffeautomater. Men ifølge leverandørerne er der ingen fare for, at finanskrisen bomber kaffekulturen tilbage til den sydende truckertjære.

"Når først medarbejdere har vænnet sig til en anden standard kaffe, er det svært at pille den ret fra dem igen," siger Hans Lydiksen, der er direktør for leverandørkæden Cafax' afdeling i Sydjylland.

Sammen med Norge og Finland er Danmark det land i verden, hvor der drikkes mest kaffe. Traditionen for gratis kaffe ad libitum på arbejdet er også meget dansk.

I Sydeuropa er det mere normalt, at medarbejdere enten betaler til en kaffeordning, eller løber ud efter en espresso i løbet af dagen.

Overvejer billigere automatkaffe

Finanskrisen har ikke bare kostet jobs. Mange danske virksomheder har filet på frokostordninger, julefrokoster og andre medarbejdergoder.

Ifølge flere kaffeleverandører er medarbejdernes kaffeprivilegier også kommet under lup på mange arbejdspladser.

"Før krisen kunne man virkelig mærke, at virksomhederne betragtede kaffe som et vigtigt middel til at styrke medarbejdertilfredsheden. I dag holder flertallet lidt mere igen," forklarer Ole Poulsen, der er direktør for en af de mindre leverandører, Selecta.

Men oftest bliver det ved overvejelserne, for kaffe er et følsomt personalegode.

Firmakaffe er en hellig ko

Ifølge professor i ledelsesfilosofi på Copenhagen Business School Ole Fogh Kirkeby, er kaffe nærmest en "hellig ko" på det danske arbejdsmarked.

"De fleste danskere vil jo hævde, at de arbejder bedre og mere effektivt, når de får deres kaffe. Og det er jo ikke usundt eller tidskrævende som for eksempel rygning. Så arbejdsgiverne skal lede længe efter argumenter for at fjerne det," siger han.

Gourmetkaffe sneg sig ind på de danske arbejdspladser under opsvinget, mens virksomheder konkurrerede om medarbejdere, forklarer Kasper Solfjeld, administrerende direktør hos Caffe River - en af de mindre og mere eksklusive kaffeleverandør.

"Det afspejler en cafékultur, som har vundet indpas i Danmark gennem de sidste fem-ti år. Og når først den kultur har bidt sig fast på arbejdspladserne, er den svær at blive af med igen," siger han.

En gennemsnitsdansker drikker 5-6 kilo kaffe på jobbet hvert år.

Derfor mener Ole Fogh Kirkeby ikke, at det er besværet værd for cheferne at spare på firmakaffen.

"Det er ikke det værd at risikere vrede og uoplagte medarbejdere for en besparelse i den størrelsesorden," siger han.

faktaboks

 

Hver dansker drikker i snit 5-6 kilo kaffe om året på arbejdet.

 

"Det er ikke det værd at risikere vrede og uoplagte medarbejdere for en besparelse i den størrelsesorden."

 

Ole Fogh Kirkeby
professor i ledelsesfilosofi,
Copenhagen Business School