Sagsbehandlerne i Helsingør Kommune blev lovet isbar af chefen, hvis de kunne nedbringe antallet af sygedagpengesager og antallet af jobaktiveringsforløb, skriver TV 2.

LÆS OGSÅ: Syg stillede op til Folketinget: Fik frataget sin ydelse

I en mail til sagsbehandlerne lokkede ledelsen med "isbar til torsdagskagen", hvis målet var nået torsdag 4. juli klokken 14.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Antallet af sager skulle bringes ned på henholdsvis 530 sygedagpengesager og 195 jobaktiveringsforløb, skriver TV 2.

Målingen af indsatsen var simpel. Der blev stillet et rør op, "hvor I lægger en bold, for hver gang I får raskmeldt en borger", skrev ledelsen i mailen.

Der kunne også smides en bold i røret, "hvis en borger går til et ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension".

Mailen blev afsluttet med ”lad konkurrencen begynde. Med sportslige hilsner, Martin og Jan”.

Således blev faglig hjælp til pressede borgere forvandlet til måltal, og dét ryster regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening Region Øst Rasmus Balslev. Han siger til TV 2:

- Det, jeg tror, ledelsen misforstår i den her situation, er, at medarbejdere i jobcentre ikke er drevet af at lægge bolde i en kasse og opnå statsrefusion eller blive sammenlignet med andre kommuner. De er drevet af at yde den bedste faglige indsats over for borgerne.

Efter TV 2 begyndte at grave i sagen har chef for Center for Job og Uddannelse i Helsingør Kommune, Kristian Gundsø Jensen, stoppet konkurrencen.

Han siger blandt andet til tv-stationen, at "man skal ikke tale om det her som en konkurrence, det er et seriøst stykke arbejde, vi har med at gøre".

LÆS OGSÅ: Kokkeelev føler sig udnyttet: Kræver kæmpe-erstatning