Chef skyder tre ansatte efter skænderi

14. jun 2013, 09:42
En arbejdsgiver og tre ansatte har mistet livet i et skuddrama i Missouri i USA. Ifølge politiet blev skyderiet udløst af et skænderi.

Fire personer er omkommet efter en skudepisode i Missouri i USA. Ifølge de lokale medier er det en chef, der har skudt tre ansatte og derefter taget livet af sig selv.

Skudepisoden fandt sted torsdag eftermiddag. Forud for episoden havde et større skænderi ifølge politiet fundet sted i virksomheden.

De dræbte er to mænd og to kvinder. Ingen andre personer kom til skade i forbindelse med skyderiet.

Kilde: Berlingske Nyhedsbureau