Chef og kolleger hænges ud på Facebook

26. nov 2013, 12:41
Gnidninger på jobbet diskuteres i en negativ tone på sociale medier i Norge. Der er eksempler på, at både kolleger og chefer hænges ud online.

Det er et stigende problem i Norge, at chefer og kolleger hænges ud på sociale medier. Det skriver dn.no Den norske arbejdsgiverforening Spekter frygter, at det er ved at blive en trend, at skaffe likes på at hænge chefer eller kolleger ud på nettet. Et aktuelt tilfælde, hvor medarbejderne i en virksomhed diskuterede chefen og arbejdspladsen negativt i en lukket gruppe på Facebook, har fået debatten til at blomstre op.

“Vi ser, at det er et stigende problem, at ansatte lægger negative kommentarer ud om chefen, kollegerne og virksomheden på sociale medier. I et tilfælde skete dette gennem en lukket gruppe på Facebook, som chefen fik kendskab til," siger direktør i Spekter Anne-Kari Bratten til dn.no.

Forsker i brugervaner på sociale medier Cecilie Staude siger, at mange stadig ikke har styr på, hvordan de skal gebærde sig på sociale medier, når emnet er arbejde og arbejdspladsen. Hun fastslår, at man skal være klar til at sige det, man skriver online, face to face.

"Vi ser, at tærsklen for, at lægge ting ud på de sociale medier er lavere end den er ellers, og de fleste mangler fortsat et filter for, hvad der er rigtigt og forkert at lægge ud. Det er også klart, at den opførsel, Pekter taler om, ikke hører hjemme noget sted og slet ikke i arbejdslivet," siger Cecilie Staude til dn.no