Chef lod Trine knokle gratis: Vi tester hende

15. apr 2013, 11:50
Trine måtte stå model til nedladende kommentarer og hårdt fysisk arbejde uden løn, da hun søgte job ved en blomsterbinder. Takken var et standardafslag to måneder efter.

"Vi ringer og fortæller, om du har fået jobbet!"

En sætning, man ofte hører efter en jobsamtale. Og et løfte, der ofte bliver brudt.

Men når man ligefrem har stået en hel dag ved siden af den mand, man håber at få som chef, og tilmed arbejdet gratis, gør det ekstra ondt.

Det måtte Trine sande, da hun søgte et job i en blomsterforhandler og endte med at føle sig udnyttet og dårligt behandlet.

"Det er sgu da grotesk. I mine øjne er det et udtryk for, at arbejdsgiverne kan behandle ansøgere til attraktive stillinger dårligt. Fordi de kan slippe afsted med det," mener hun.

Dur du til noget?

Trine er ikke hendes rigtige navn. Hun foretrækker at være anonym, da hun er bange for, at det vil skade hendes jobsøgning at stå frem.

Hun er kun en ud af mange, der ifølge foreninger for jobsøgende har oplevet dårlige og respektløse afslag. Problemet er særligt stort lige nu, eftersom den enorme arbejdsløshed gør det til arbejdsgivers marked, melder organisationerne.

Den 45-årige akademiker mistede sit job på et forlag, da hendes chef døde. Hun søgte derfor en bunke akademiske stillinger.

Men eftersom hun altid har interesseret sig for at binde blomster i sin fritid, søgte hun også et job som blomsterbinder. Kort efter blev hun ringet op og tilbudt en samtale.

"Jeg bliver bedt om at komme en morgen kl. 9  i fem timer. Ham, der driver butikken, vil gerne prøve mig af - og se om jeg 'dur til noget'," fortæller Trine.

Chefen kontrollerede hendes toiletbesøg

De fem timer blev en nedslående oplevelse for den arbejdsløse kvinde.

Ikke alene var jobbet fysisk hårdt - bestyreren kritiserede, nedgjorde og kontrollerede hende også. Gik hun på toilettet i fem minutter, forlangte han at vide, hvor hun havde været. Og han virkede ikke interesseret i at lære hende noget.

Oplevelsen var særdeles ydmygende, husker Trine.

"Jeg er 45 år, akademisk uddannet, er god til det, jeg laver. Men jeg blev behandlet, som var jeg en 16-årig med en skrap chef."

Trine knoklede som en gal i blomsterforretningen og faldt om helt udmattet, da hun kom hjem efter prøvedagen.

"Jeg følte mig udnyttet"

Da hun gik, fik hun beskeden, at bestyreren ville ringe. Det gjorde han ikke. To måneder senere fik hun en mail med et standardafslag.

"Jeg følte mig udnyttet. Jeg havde faktisk knoklet i fem timer for ham," fortæller Trine.

Hun finder det grotesk, at bestyreren ikke som minimum gav hende et personligt afslag, når de nu havde stået ved siden af hinanden og arbejdet en hel dag.

Trine kontaktede aldrig selv blomsterhandleren. Efter den oplevelse mistede hun lysten til at arbejde der.