De ansatte hos KCJ Training and Employment Solutions i Swindon i England burde være motiverede for at lægge cigaretterne på hylden. Virksomhedens direktør, Don Bryden, har nemlig indført en ordning, hvor ikke-rygende medarbejdere belønnes med ekstra feriedage, skriver Swindon Advertiser ifølge eb.dk.

LÆS OGSÅ: Drabssigtet far i retten - Man dræber ikke, man laver abort

Don Bryden lagde mærke til, at en del af hans ansatte røg mellem fire og ti cigaretter om dagen. Og hver gang tog det mindst ti minutter, hvor de ikke hjalp til med arbejdet. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Så kiggede jeg på de andre under disse pauser, og de sidder altid ved telefonen, skriver løs og forsøger at gøre deres arbejde, så jeg tænkte, at de burde blive kompenseret, siger direktøren.

Efterfølgende kom han i tanke om, at han havde fulgt en diskussion på sociale medier, hvor nogle personer gav udtryk for, at ikke-rygere burde belønnes med ekstra feriedage. Det var årsagen til, at Don Bryden besluttede sig for at præsentere idéen for sine medarbejdere. 

- Alle sagde, at det var en god idé, men ingen sagde, at de rent faktisk ville gøre det. Så jeg gik i gang i begyndelsen af januar og sagde til alle, at vi ville indføre det, siger Don Bryden til det lokale engelske medie og tilføjer:

- Jeg har ikke set andre virksomheder i Swindon gøre det, så lad os starte noget her. Det er på høje tid og vil forhåbentlig inspirere andre virksomheder til at gøre det samme.

Da han havde præsenteret idéen, meldte flere ansatte ud, at de ville stoppe med rygningen øjeblikkeligt. Men Don Bryden har besluttet, at de ansatte skal være stoppet med at ryge i 12 måneder, inden de kan indløse de ekstra feriedage. 

LÆS OGSÅ: Brian fik særlig besked i kantinen - Jeg troede ikke på ham