Rigshospitalet har både været Charlotte Brobergs arbejdsplads gennem en lang årrække og det sted, hvor hun var medindlagt sammen med sin kræftramte søn. Foto: Marie Hald

Charlotte mistede sin 13-årige dreng: Var med til at tage initiativ for alle ansatte på Riget 

6. feb, 06:05
Da Charlotte Broberg, afdelingsterapeut på Rigshospitalet, mistede sin søn, havde hun brug for klare rammer i det kaos, som sorgen affødte. Hun fik ideen til et initiativ, der har ført til, at alle ansatte på Riget i dag tilbydes en sorgguide, hvis kolleger eller medarbejdere mister et familiemedlem eller en pårørende.

I november 2015 havde 57-årige Charlotte Brobergs dreng Viktor influenzalignende symptomer.

Da han også havde en hovedpine, der ikke forsvandt, blev han undersøgt og derefter akutindlagt og udredt over nogle dage.  

Alle forældres værste frygt blev virkelighed for Charlotte Broberg.

Hun boede alene med Viktor og hans storesøster på Frederiksberg, og som et lyn fra en klar himmel var hendes yngste barn på 12 år blevet diagnosticeret med en ondartet hjernetumor. Da hun arbejder som afdelingsterapeut for et team af ergo- og fysioterapeuter på Rigshospitalet, var hun klar over, at prognosen var dyster.

- En del af mig vidste godt, at det var så forfærdeligt, at jeg slet ikke ville kunne fatte det, og en anden del af mig tænkte, troede og bad om et mirakel. Det føltes meget delt inde i mig. Det er for stort til, at man kan forstå det, siger hun til A4 Arbejdsliv.  

LÆS OGSÅ: Sorgguide hjælper ansatte på Riget med at håndtere kolleger i sorg 

Charlotte Broberg var medindlagt sammen med sin søn på Rigshospitalet fra november til midten af januar, hvor han gennemgik flere operationer og efterfølgende fik strålebehandling og kemoterapi.

Hans cancer kom tilbage i midten af april, men fordi Viktor var utryg ved at være indlagt, var han derhjemme, indtil han i juni lukkede sine øjne. Han nåede lige at fylde 13 år.

Rammer giver tryghed

Under hele forløbet havde Charlotte Broberg orlov til pasning af alvorligt sygt barn. Og selv i de mest katastrofale perioder følte hun sig støttet af, at lægerne og sygeplejerskerne omkring Viktor, hele tiden opsatte faste rammer i det kaos, familien stod i.

Men der var ikke helt lige så klare rammer, da hun kom tilbage til sit arbejde lidt over tre måneder efter, at Viktor var død. Selvom der var stor støtte fra både hendes medarbejdere, medledere og egne ledere, var det svært for både hende selv og andre at navigere i den sorg, der var blevet en del af hende. Det fik hende til i samarbejde med Rigshospitalets præst, Christian Busch, at tage initiativ til at lave en sorgguide for de omkring 12.000 ansatte på hospitalet.

Jeg var ligesom i sådan en tåge. Jeg følte aldrig, at jeg var helt vågen. Savnet kom hen ad vejen
Charlotte Broberg, afdelingsterapeut, Rigshospitalet

Guiden blev til i samarbejde med forskellige enheder på Rigshospitalet, og i december sidste år var den færdig. Formålet er især at give ledere værktøjer til, hvordan de kan agere, når de skal tage kontakt og lave aftaler med medarbejdere i sorg. Guiden indeholder også viden om, hvad der er typiske sorgreaktioner, og netop det afsnit er vigtigt, mener Charlotte Broberg. Hun oplevede selv, at hun forandrede sig.

- Jeg havde svært ved at koncentrere mig, og jeg sov meget dårligt. Jeg var ligesom i sådan en tåge. Jeg følte aldrig, at jeg var helt vågen. Savnet kom hen ad vejen. Det var nærmest lige, da savnet sådan for alvor kom rullende, og det begyndte at gå en anelse op for mig, at jeg skulle starte med at arbejde, fortæller hun.

Til møde hos kommunen

Allerede halvanden måned, efter at Charlotte Broberg havde mistet sin dreng, skulle hun til møde med kommunen. Hun var sygemeldt fra sit arbejde, da det i dag kun er muligt at få sorgorlov, hvis ens barn er dødfødt eller dør inden for de første syv levemåneder.

Det er en regel, som flere protesterer imod ved at underskrive et aktuelt borgerforslag til Folketinget, der foreslår, at alle forældre, der mister et barn under 18 år, bør have ret til sorgorlov i minimum 6 måneder.  

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan hjælper du bedst en medarbejder i sorg

Det forslag støtter Charlotte Broberg, der selv følte, at møderne med kommunen på mange måder var meningsløse.

- De kunne ikke rigtig placere mig. Enten skulle jeg være stresset eller deprimeret for at passe ind i systemet. De spurgte meget ind til, hvad jeg lavede. På det tidspunkt græd jeg jo hele tiden, så jeg matchede ikke systemet, husker hun.

I en periode fik jeg et dagligt chok, når jeg fik fri, fordi arbejdet hjalp mig til at få et frirum, og når jeg så havde fri, fik jeg fri til sådan et fuldstændigt chok over, at mit liv var så forandret
Charlotte Broberg, afdelingsterapeut, Rigshospitalet

En kommunal fastholdelseskonsulent havde dog god forståelse for, hvad der var på spil, og de samtaler gik derfor bedre.  

- Møderne handlede jo meget om, hvornår jeg var klar igen. Det var svært, for på det tidspunkt havde jeg slet ikke rigtig adgang til min hjerne. På den anden side kan det være godt at blive hjulpet tilbage igen, siger hun.

Chok at få fri

I starten af efteråret 2016 var hun tilbage på gangene på Rigshospitalet. Men denne gang var det ikke for at passe sit syge barn, men for at arbejde. Hun startede på nedsat tid og mødte ind til en fuld mailindbakke og en medarbejdergruppe, som hun frabad sig knus fra, for ellers kunne hun ikke holde sammen på sig selv.

Bare det at være til stede og løse arbejdsopgaverne krævede alt, hvad hun havde i sig. Den hvide hospitalsuniform mindede hende om, at nu var hun i arbejdstøjet igen.

-  Jeg kan huske den første morgen, da jeg stod nede i kælderen og tog uniformen på. Uniformen hjalp mig, men den var også svær, fordi alle mine ting i lommerne lå nøjagtigt der, hvor de plejede, siger hun.

LÆS OGSÅ: Svært at gå ind i sorg: Ledere vil gerne hjælpe medarbejdere

Fornemmelsen af, at tingene på arbejdet ikke var forandret, mens hele hendes liv var ændret, var svær at manøvrere i.

- I en periode fik jeg et dagligt chok, når jeg fik fri, fordi arbejdet hjalp mig til at få et frirum, og når jeg så havde fri, fik jeg fri til sådan et fuldstændigt chok over, at mit liv var så forandret. Det var en rigtig hård periode, siger hun.

Siden fandt hun ud af, at det var vigtigt for hende at have pauser i løbet af dagen, hvor hun mindede sig selv om, hvad det var, hun fik fri til i den anden ende.

Nye rutiner

Efter to måneder var Charlotte Broberg tilbage på fuld tid. Men fordi sorgen følger hende i alt, hvad hun foretager sig, har hun været nødt til at lægge nogle andre strategier for sit arbejde. I dag skriver hun eksempelvis alting ned, og hun oplever i perioder at være langsommere end før.

- Jeg har det med mig. Sorgen er en del af mig. Det er et parallelt spor inden i mig, der bare er der hele tiden, fortæller hun.

Hendes personlighed er heller ikke helt den samme som før, men hun begynder langsomt at kunne rumme mere igen. Men sorgen kan stadig komme væltende ind over hende som høje bølger. Dagen før juleferien tager Charlotte Broberg for eksempel helst en feriedag, for det er for svært at skulle sige god jul en hel dag.  

LÆS OGSÅ: Betina følte sig svigtet på jobbet, da hun mistede sin mand 

Men der er også stunder på arbejdet, som hun anser som lyspunkter, og som virkelig rører hende. Det har blandt andet været, når nye medarbejdere har spurgt, om de måtte se et billede af Viktor. 

Hun kommer i tanke om en situation, der skete for nylig:

- Medarbejderne i teamet sad og snakkede om drengenavne, og så nævnte de alle navnene på medarbejdernes børn. Og så var der en, der sagde: ’Og så er der Viktor’. Nogle af de nye og vikarerne vidste ikke, hvem det var. Så sagde hun som den naturligste ting i verden, ’Charlottes dreng’. Der tænkte jeg bare, at det var godt nok fint. Så var han der lige lidt igen.

Det er vigtigt for Charlotte Broberg at tage små pauser i løbet af arbejdsdagen, hvor hun får lov til at være i den sorg, der er blevet en fast del af hende.
Foto: Marie Hald

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her