Champagneguide: Her er de bedste bobler

29. dec 2010
Vinanmelder John Iversen har fundet de bedste bobler frem til nytåret. Og der er også noget til dig, der har brugt alle pengene på julegaver

Ugen mellem jul og nytår er den uge om året, hvor jeg glemmer ugedagenes navne, og i stedet kalder dem første, anden og tredje juledag. Men hvert eneste år går det op for mig, at ugen er langt kortere, end man ville ønske.

Det bedste er dog, at for enden af juleugen venter nytåret. Og boblerne venter på os på årets sidste dag.

Ugens bud er i den forbindelse et godt sted at starte. Masser af gode tilbud på rigtig gode bobler. Og det gælder både den rigtige Champagne fra Reims-området i Frankrig, og de hårde og meget prisvenlige konkurrenter fra forskellige vindistrikter i både Europa og fra den nye vinverden.

Ugens bedste vin

Brut Reserva, Segura Viudas, Cava, Spanien. 79 kroner flasken. Vinens Verden.

meste forhandler: 6543 4449. www.wine.dk

Cava i topklasse til foræringspris. Masser af perlende bobler. En kæmpe udfordring for den rigtige Champagne. Og til under halvdelen af prisen. Køb rigeligt!

Ugens bedste køb

Almanegra, Rose, Malbec, Champagne type, Mendoza, Argentina. 69,95 kroner flasken. Philipson Wine.

Nærmeste forhandler: 7022 6888. www.philipsonwine.com

Endnu et godt alternative til Champagne. En dejlig mousserende rose med lækre perler. En glimrendestarter til en god nytårsaften.

 

Delamotte, Le Mesnil-Sur-Oger, Champagne, Frankrig. 169,95 kroner flasken.

Philipson Wine. Nærmeste forhandler: 7022 6888. www.philipsonwine.com

Den eneste ægte Champagne i Ugens test. Og en klassiker, som aldrig svigter. Rigtig meget champagne til en meget fornuftig pris. Nyd den til kogt torsk, eller drik den bare uden mad. Du bliver ikke skuffet.

 

Ferrari, Perle Rose, Trento, Italien, 2005. 279,95 kroner flasken. På tilbud til 199,95 kroner flasken. HJ.Hansen Vin, Vinspecialisten, Magasin Mad&Vin.

Nærmeste forhandler: 6312 8200.www.hjhansen-vin.dk.

Lyserød champagne har snart været in i flere år. Og med god grund. En besnærende oplevelse. Og her i italiensk udformning med masser af perlende bobler. Det smager godt.

 

Cremant d’Alsace, Jean-Baptiste Adam, Alsace, Frankrig. 99,95 kroner flasken. På tilbud til 79,95 kroner flasken. I alle SuperBest butikkerne.

Nærmeste forhandler: 3613 0077. www.gobivin.dk.

Tør og sprød Cremant med fine bobler. Ikke så elegant som en Champagne, men et rigtigt godt og meget billigere alternativ.

 


John Iversen

John Iversen har i flere år anmeldt vin i dagbladet Information og på Nyhedsavisen.

Han er medforfatter til bogen ’Kom godt i gang med vin’ fra 2006. Han er en superkok, vild med italiensk mad og har sans for det gode i livet.

Han er tidligere politiker, har siddet i EU-Parlamentet og er i dag assisterende pressechef hos Socialdemokraterne.