Carlsberg: Vi var i højeste alarmberedskab

13. mar 2011
Carlsberg afviser at bære skylden for, at en kunde blev ætset ved at drikke indholdet fra en Schweppesflaske.

"Vi aktiverede vort højeste kriseberedskab.Et krisestyringsteam bestående af jurister, kommunikationsfolk og produktionsfolk trådte omgående til," siger Carlsbergs kommunikationsdirektør Jens Bekke.

Han fortæller om bryggerigigantens reaktion natten mellem den 10. og 11. april i fjor, da Rigshospitalet læger kontaktede Carlsberg med besked om, at Lone Nyboe var blevet ætset.

Hun havde drukket tredobbelt salmiakspiritus fra en flaske Schweppes Indian Tonic Water, som ifølge et middagsselskab var ubrudt, da den blev åbnet.

Rigshospitalet frygtede, at andre forbrugere kunne være i fare, men den frygt var ifølge Carlsberg totalt ubegrundet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Derfor afviser Jens Bekke, at der skulle være grund til at trække sodavand tilbage fra markedet, som Fødevarestyrelsen ellers mener, burde være sket.

"Vi satte med det samme en kæmpe intern undersøgelse i gang og kunne hurtigt med sikkerhed afvise, at forureningen af produktet skulle være sket hos os," siger Jens Bekke, der fortæller, at Carslberg også kontaktede Fødevarekontrollen.

"Vi undersøgte, hvad det kunne være og lavede en række test i vores produktion. Vi kunne udelukke, at det skulle kunne været sket på tapperiet. Vi bruger ikke tredobbelt salmiakspiritus i produktionen," siger Jens Bekke, der ikke har nogen anelse om, hvordan stærk, ætsende base kunne ende i flasken.

Han fortæller, at når Carlsberg ikke valgte at fortage en såkaldt tilbagetrækning, skyldtes det, at der kun var fundet en flaske med tredobbelt salmiakspiritus.

"Var der fundet blot en flaske mere med salmiakspiritus, havde sagen været en anden. Så havde vi trukket varepartiet tilbage."

Han afviser også, at nogen i ond tro skulle have forgiftet flaskerne.

"Der er ingen, der har truet os med sabotage. Det er udelukket."