Carlsberg Det mest hensynsløse bryggeri i verden

16. aug 2008
En britisk folkestemning har bredt sig mod Carlsberg, som fredag opgav at uddele tre millioner gratis øl. Det danske bryggeri havde undervurderet et 19 år gammelt had mellem fodboldklubben Liverpool FC og sensationsavisen The Sun.

Jesper Olsens forfejlede tilbagelægning ved VM og Preben Elkjærs overplacerede straffespark i en EM-semifinale.

Bare krum tæer, men begge afbrændere blegner i sammenligning med Carlsbergs generøse ambition om at forære op mod tre millioner halve liter fadøl til britiske fodboldfans. Satsningen endte fredag som et af de største selvmål i reklamehistorien.

Carlsberg planlagde at dele kuponerne til de gratis øl ud i samarbejde med tabloidavisen The Sun, og det partnerskab smagte ikke just tilhængere af fodboldklubben Liverpool FC.

Faktisk lægger de formiddagsbladet så meget for had, at det danske bryggeri på et øjeblik gjorde sig uvenner med en af verdens største fan-grupperinger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Normalt nyder Carlsberg ellers stor popularitet hos Liverpool FC-tilhængerne, fordi bryggeriet sponsorerer storklubben fra den nordengelske arbejderby. Men netop derfor duede det heller ikke at flirte med avisarvefjenden over dem alle.

Hvorfor The Sun betragtes som en djævel i Liverpool, vender vi tilbage til senere. Først handler det om de forargede fans, der i den forgangne uge råbte op kloden rundt:

»Carlsberg – nok det mest hensynsløse bryggeri i verden,« som Liverpooltilhængeren Murph torsdag omskrev ølgigantens internationale slogan, der normalt lyder noget i retning af 'Nok den bedste pilsner i verden'.

Total overgivelse

I det hele taget dominerede variationer over temaet »Er Carlsbergfolkene virkelig så dumme? Røvhuller« på internettets mange debatfora om Liverpool FC. Her gik fansene også i gang med at arrangere protestbannere, der skulle fremvises ved klubbens sæsonpremiere denne lørdag.

Omtrent samtidig, altså torsdag eftermiddag, plingede det pludselig ind med hundredvis af fanprotester i bryggerichefernes mailbokse, og ifølge marketingdirektør Keld Strudahl gik det op for ledelsen, at samarbejdet med The Sun måtte slutte, inden det var begyndt. Det var et spørgsmål om tid, før skandalen rullede globalt. Så overgivelsen blev derefter. Total:

»Vi bøjer os i støvet og siger undskyld. Fansene er lige så vigtige for os, som de er for Liverpool FC. Vi er færdige med The Sun,« forklarede Keld Strudahl fredag formiddag til Nyhedsavisen.

Marketingdirektøren oplyser, at Carlsberg – Liverpool FC's sponsor gennem 16 år – sådan set kendte til det evigt ulmende uvenskab mellem den rødklædte arbejderklub og den rødglødende sensationsavis.

»Men vi har før lavet mindre ting sammen med The Sun uden de store protester. Så vi undervurderede nok problemet,« erkender han.

Salt i såret

Hvordan det lod sig gøre at undervurdere Liverpool-tilhængernes had til The Sun, vil nok være et tilbagevendende spørgsmål på bryggeriets direktørgange i lang tid frem. Måske i lige så lang tid, som konflikten mellem The Sun og byen Liverpool har verseret. Forholdet er så anstrengt, at Englands største avis på det nærmeste er umulig at opdrive i Merseyside-området omkring klubbens hjemmebane.

Det har den været siden onsdag den 19. april 1989. Den dag leverede The Sun en skandaløs dækning af Hillsborough-tragedien fire dage tidligere, da 96 Liverpoolfans mastes til døde under deres holds udebanekamp mod Sheffield Wednesday.

Tilskuerne kvaltes op ad de pigtrådshegn, som dengang adskilte fodboldbane og tribuner, men blev fjernet over hele Europa oven på den fatale ulykke.

Via unavngivne politikilder anklagede The Sun de hårdt sårede fodboldfans for at forhindre en betjent i at give kunstigt åndedræt, ligesom hooligans skulle have forgrebet sig seksuelt på en bevidstløs pige og stjålet fra de døde kammerater, der lå strøet ud over grønsværen i de kritiske minutter efter katastrofen.

Beskyldningerne blev serveret under forsideoverskriften 'SANDHEDEN', hvilket ikke kunne være længere fra ... sandheden.

En senere dommerundersøgelse frikendte således tilhængerne, der tværtimod blev fremhævet for at have revet bandereklamer fri og brugt dem som bårer for de hårdest sårede.

For døve øren

Den ansvarlige The Sun-redaktør, Kelvin MacKenzie, undskyldte fem år senere, men i 2006 trak han undskyldningen tilbage,

»Jeg fortrød ikke dengang, og jeg fortyder ikke nu,« sagde MacKenzie. Først til en avis og siden i et program på tv-kanalen BBC.

De kontroversielle udtalelser har skygget for den officielle undskyldning, som The Sun rent faktisk trykte i 2004. Tabloidavisen sælger fortsat kun 22.000 aviser om dagen i millionbyen Liverpool. Før ulykken solgte avisen mere end 200.000 eksemplarer i samme område, så 'SANDHEDEN' blev på mange måder en dyr fornøjelse.

Tiden vil vise, om samme skæbne undergår Carlsberg, eller om det »mest hensynsløse bryggeri i verden« tids nok nåede at bøje sig i støvet. Og erkende sit selvmål.

faktaboks