Byggeriet i ny alliance: Klimalån, ja tak

1. apr 2010
Vi kan slå to fluer med et smæk, siger fagforeninger og arbejdsgivere, der vil have staten på banen med klimalån.

Dansk Byggeri og fagforeningerne i byggeriet går nu sammen om et fælles opråb til politikerne:

Staten skal stille garanti for klimalån til private, der vil renovere deres bolig. Det vil skabe arbejdspladser nu og her og spare energi i fremtiden.

”Planen vil både løse problemet med arbejdsløsheden og med klimaet, uden at det koster det offentlige penge,” siger Anders Olesen, der er formand for Byggefagenes Samvirke i København.

Det er Byggefagenes Samvirke, der har regnet på gevinsterne ved, at staten giver garanti til klimalån. Ifølge fagforeningen vil lånegaranti for 20 milliarder kroner om året kunne frigøre penge til at renovere 200.000 boliger hvert år og give job til 20.000 byggearbejdere.

Over en årrække vil lånene blive betalt med de penge, som boligforeninger og virksomheder sparer i udgifterne til strøm og varme. Samtidig vil det give staten stigende skatteindtægter.

Enige arbejdsgivere

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri støtter forslaget.

”Vi hilser forslaget fra byggefagene velkomment. Forslaget er et af flere nødvendige og nyttige tiltag,” siger Jonas Møller, der er specialkonsulent i Dansk Byggeri.

Han vurderer, at forslaget især kan hjælpe boligforeninger og private virksomheder med at finansiere renovering af deres bygninger. Men det kan ikke hjælpe de private husejere, der har belånt deres hus til op over skorstenen.

”En statslig lånegaranti vil være velegnet til en fjerdedel af bygningsbestanden,” vurderer Jonas Møller.

Ingen regning

Ifølge Dansk Byggeri er Klimaministeriet i gang med en plan for, hvordan staten kan støtte private klimarenoveringer. Den plan bør indeholde lån fra staten.

”Vi er grundlæggende enige med byggefagene. Det er det helt rigtige tidspunkt at sætte gang i klimarenoveringer, fordi vi har stor ledighed, og det vil samtidig gavne samfundsøkonomien,” mener Jonas Møller. 

Klima og job

Læs fagforeningernes klimaplan