Der er stor forskel på priserne på byggegrunde i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Her kan du få en gratis byggegrund

22. jul, 08:30
Der er stor forskel på priserne for en byggegrund rundt omkring i landet. I den dyre ende sælges byggegrunde for op mod 16,5 millioner kroner, mens grunde i den billige gives væk uden beregning.

Vil man bygge et hus fra bunden, skal man starte med en grund at gøre det på. Men der er stor forskel på mængden af penge, der skal på bordet alt efter hvor i landet, man ser drømmehuset opført.

Det skriver Finans, der har taget et kig på det danske boligmarked anno 2020.

Her fremgår det, at den dyreste byggegrund, der lige nu er til salg i Danmark, koster hele 16,5 millioner kroner. Grunden, der er forbeholdt større byggeri, ligger i Ribe, mens den dyreste grund på 1.335 kvadratmeter til en enkelt bolig findes i Klampenborg. Her skal man have 12,8 millioner kroner på kontoen.

I den helt modsatte ende kan man erhverve sig en af flere byggegrunde i Tarm, der lige nu går for den nette sum a nul kroner. Alternativt kan Hadsted tilbyde en byggegrund uden beregning, mens man i Gram, Faxe eller Bjerringbro skal finde 1 krone for at blive grundejer.

Ifølge Finans er der i øjeblikket 5000 byggegrunde til salg i Danmark.