På byggepladsen på Njalsgade 105 opføres der lige nu luksuslejligheder i et areal på 125.000 kvadratmeter. Foto: A4 Medier

Demonstration ved omstridt byggeplads: - Det er helt urimeligt

30. apr 2020, 13:10
Byggefolk vil på Arbejdernes Kampdag tage opstilling med to meters mellemrum for at markere modstand mod byggeplads med elendige forhold under corona-epidemien.

Selv om arbejdernes internationale kampdag i år står i skyggen af corona-krise og forsamlingsforbud, så vil en inkarneret skare af 3F’ere og byggefolk alligevel gå på gaden 1. maj og lufte de røde faner.

Byggefagenes Samvirke, der er en sammenslutning af fagforeninger i byggebranchen, har nemlig indkaldt til faglig demonstration foran en stor byggeplads på Islands Brygge i København, hvor der gennem flere uger har været rapporteret om helt uacceptable forhold.

Det skriver Fagbladet 3F.

Bach Gruppen, der står bag megabyggeriet Bryggens Bastion, hvor der skal opføres 1.000 blandede boliger på 125.000 kvadratmeter, har fået hård kritik for at have så elendige forhold på byggepladsen, at det øger risikoen for corona-smitte.

Udenlandske arbejdere, der er blevet stuvet sammen i ulovligt opsatte skurvogne, mangel på håndvaske, ingen sæbe og sprit og møgbeskidte bade og toiletter med huller i gulvet er nogle af de forhold, som håndværkerne er blevet budt.

- Det er en helt urimelig måde at behandle sine ansatte på, og vi vil bruge kampdagen til at markere vores modstand og understrege, at man som lønmodtager har ret til at sige fra over for sådan nogle forhold, siger Claus von Elling, der er formand for 3F’s byggegruppe, som organiserer landets bygningsarbejdere.

Claus Von Elling vil fredag morgen holde en kort tale for de fremmødte demonstranter på Njalsgade 105.

Politiet har givet tilladelse til demonstrationen, men på grund af corona-situationen kommer det til at foregå noget anderledes end normalt.

De fremmødte kommer nemlig til at stå med to meters mellemrum på afmærkede pladser for at overholde myndighedernes retningslinjer.

Ikke kun formen, men også indholdet i den faglige markering vil være tydeligt præget præget af den aktuelle corona-krise.

Blandt byggeriets fagforeninger er der nemlig stor utilfredshed med, at myndighederne og arbejdsgiverne har været alt for langsomme til at beskytte bygningsarbejdere mod farerne fra corona-smitte.

- Man har fra starten besluttet at holde byggeriet åbent, mens resten af samfundet lukkede ned, men medarbejderne på byggepladserne har været utrygge og er bange for at tage corona med hjem til familien, fordi mange virksomheder ikke har indrettet sig efter den usædvanlige og farlige situation. Og politikerne har været for langmodige til at skride ind og lave nogle tiltag, som virker, siger Claus von Elling.

Et af de helt store stridspunkter har været den udenlandske arbejdskrafts frie adgang ind på danske arbejdspadser, mens landet har været lukket for alle andre, og almindelige danskere er blevet opfordret til at gå i 14 dages karantæne, hvis de har været i udlandet.

De udenlandske arbejdere kan fortsat rejse ind i landet uden karantæne eller corona-test, men Beskæftigelsesministeriet lancerede i sidste uge syv nye tiltag, der skal beskytte de ansatte og begrænse corona-smitten på byggepladser, fabrikker, slagterier og andre arbejdspladser, som fortsat kører på fuldt blus.

Demonstrationen starter kl. 8.00 fredag morgen, hvor også formand for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen, vil holde tale.