En ansat i Rema 1000 i Aalborg blev stukket to gange med kniv, da han tilbageholdt en kendt butikstyv. Han er ikke umiddelbart i livsfare. Den formodede gerningsmand blev kort efter anholdt i sin lejlighed, hvor politiet også fandt den kniv, der blev brugt. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Drama i Rema 1000: Ansat stukket ned

29. jul 2020, 17:30
En ansat i supermarked i Aalborg blev stukket to gange med kniv, da han tilbageholdt en butikstyv.

Et butikstyveri i Aalborg udviklede sig onsdag eftermiddag til et blodigt røveri, da en ansat blev stukket to gange med en kniv.

Dramaet tog sin begyndelse, da personalet i Rema 1000 på Danalien genkendte en kunde. Han var tidligere afsløret i at stjæle varer i forretningen.

En af de ansatte fulgte efter ham ud af supermarkedet og tog fat i ham for at holde ham tilbage.

- Mens den ansatte er ved at ringe til politiet, bliver han stukket to gange med kniv, hvorefter gerningsmanden stikker af, fortæller politiets vagtchef Per Jørgensen.

Det tog ikke politiet lang tid at finde frem til den formodede gerningsmand.

- Han blev anholdt i sin lejlighed, hvor vi også fandt kniven, og han er nu sigtet for røveri, siger Per Jørgensen.

Den ansatte blev bragt på sygehuset, men er siden blevet udskrevet. Det skriver kommunikationschefen for Rema 1000, Jonas Schrøder, på Twitter.

Han skriver, at den ansatte efter omstændighederne har det godt.

- Personalet får tilbudt hjælp - og kolleger i regionen har udvist stærkt sammenhold og hjulpet butikker, skriver han på det sociale medie.

/ritzau/