Bush opfordrer til tålmodighed med økonomien

17. okt 2008
Den amerikanske præsident George W. Bush opfordrede fredag i en tale amerikanerne til tålmodighed med hensyn til økonomien.

Han sagde bl.a., at amerikanerne godt kunne stole på, at regeringens tiltag over for finanskrisen var "store og dristige nok" til at imødekomme udfordringen.

Her henviste han til den 700 mia. dollar store redningsplan til bankerne.

"Jeg ville modsætte mig sådanne tiltag under normale omstændigheder, men vi har ikke normale omstændigheder," lød det fra præsidenten.

Han understregede også vigtigheden af, at USA står sammen med Europa for at redde den globale økonomi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Vi er fast besluttet på at løse denne udfordring sammen," sagde Bush, der i weekenden får besøg af den franske præsident Nicolas Sarkozy, der i øjeblikket er formand for EU, samt EU-Kommissionens formand, Jose Manual Barroso.

Mødet finder sted på Camp David i Maryland.

-Newspaq

faktaboks