Brrrrr: Chefer kyler rygere ud i kulden

18. feb 2013, 11:48
Indendørs røg er tæt på udryddet i private firmaer. Kræftens Bekæmpelse kræver også smøgerne slukket udendørs, men HKPrivat stritter imod.

Privat ansatte rygere må klumpe sig sammen i cykelskure, baggårde og på trappeafsatser.

91 procent af arbejdspladserne i det private erhvervsliv har nemlig forbudt alle former for rygning indendørs. Det viser en ny undersøgelse udført af Epinion blandt 1.284 medlemmer af HK/Privat.

Dermed har det private erhvervsliv lagt sig i førertrøjen i ræset mod et røgfrit arbejdsmiljø.

"Det er en sejr for medlemmerne og arbejdsmiljøet. Fantastisk, at vi er nået så langt på så kort tid, " siger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.

I efteråret viste en anden Epinion-undersøgelse foretaget blandt 5.000 danskere, at der ryges indendørs på 19 procent af de danske arbejdspladser.

Nu viser undersøgelsen fra HK/Privat altså, at der blandt private virksomheder er 10 procent flere end på det samlede arbejdsmarked, som har luftet helt ud.

Rygning på danske arbejdspladser blev yderligere indskrænket med en revision af rygeloven sidste år, hvor der blandt andet blev indført rygeforbud på enmandskontorer, samt i folkeskolen og på gymnasier.

"Det er en glædelig overraskelse, at loven er slået så hurtigt igennem. På den måde undgår man mange slagsmål om røg på arbejdspladserne," siger Svend-Erik Hermansen.

Rigtig, rigtig synd for resten

Kræftens Bekæmpelse mener det er et kæmpe fremskridt, at flere ansatte nu helt slipper for røg. Men slår fast, at der stadig findes en restgruppe, der udsættes for den farlige røg på deres job.

"Det er rigtig, rigtig godt for HK/Privats medlemmer og arbejdspladserne, men rigtig, rigtig synd for resten af Danmark," siger Inge Clemmensen, projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser.

Hun mener, at det røgfri linje på HK/Privats arbejdspladser er et klart signal til politikerne på Christiansborg, der burde følge op med et totalt lovforbud, siger hun.

"Når det private skaber røgfrie miljøer af egen drift, så bør politikerne følge op med lovgivning, således at ingen overhovedet opholder sig i et miljø, hvor der findes kræftfremkaldende stoffer, " siger Inge Clemmensen.

Ifølge HK/Privat’s undersøgelse svarer 7 procent af de adspurgte, at der på arbejdspladsen er indført totalforbud mod rygning i arbejdstiden.

Røgforbud skaber uenighed

Og noget tyder på, at det ikke kun er i det private, at medarbejderne må vænne sig af med røg. Senest har Aarhus Kommune forbudt deres 30.000 medarbejdere at ryge i arbejdstiden.

HK/Privat mener dog, at et totalt rygeforbud er at gå over stregen.

"Et totalforbud mod rygning i arbejdstiden overskrider den personlige frihed. Lav i stedet en aftale om brugen af rygepauser på virksomheden," siger Svend-Erik Hermansen.

Men ifølge Kræftens Bekæmpelse er totalt rygeforbud vejen frem.

"Vi bakker i allerhøjeste grad op om et totalt rygeforbud. Det giver bedre sundhed, og vores erfaring er, at det giver et langt bedre pausemiljø på arbejdspladserne, fordi ansatte holder pause sammen," siger Inge Clemmensen.

Så mange ryger

 

  • Ifølge HK/Privats undersøgelse svarere 18. procent, at de ryger.
  • 82 procent er ikke-rygere.
  • Undersøgelse er udført af Epinion blandt 1.284 medlemmer af HK/Privat.