Brøler på jobcenter gav kæmpe politiopbud

27. feb 2014, 11:07
I går måtte otte politipatruljer tilkaldes til et jobcenter i Stockholm, hvor en enorm menneskemængde var mødt op.

Pludselig oplevede de ansatte på et jobcenter i Stockholm en gigantisk kø foran indgangen til Arbetsförmedlingen, skriver Aftonbladet.se.

Efter kort tid viste det sig, at jobcentret ved en fejl havde indkaldt ikke mindre end 61.000 borgere i stedet for de planlagte 1000. Borgerne var inviteret til et rekrutteringsmøde med 10 forskellige virksomheder.

Det skabte et voldsomt postyr, fordi de fleste af de mange inviterede mente, at de havde ret til at deltage i mødet. Pressechefen hos Stockholms politi fortalte aftonbladet.se, at politiet forsøgte at berolige de mange borgere, der følte de var gået forgæves efter et job. Det skriver Aftonbladet.se. Nogle havde endda rejst rigtig langt i håb om at dagens møde kunne give dem et gennembrud på jobmarkedet.