Der blev sent fredag aften kastet en molotovcocktail ved Christiansborg. Skaderne er begrænsede. (Arkivfoto). Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Efter brandbombe mod Christiansborg: Politiet udsender efterlysning

8. feb 2020, 17:15
Ingen kom til skade, da en molotovcocktail sent fredag blev kastet mod Christiansborg. Ingen er anholdt.

Sent fredag aften blev der kastet en molotovcocktail mod Dronningeporten i Prins Jørgens Gård ved Christiansborg.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Han fortæller, at meldingen om molotovcocktailen - en brandbombe - blev modtaget klokken 23.51.

Ingen er kommet til skade. Ilden fra brandbomben gik ud af sig selv, og der er ikke sket større skade på bygningen.

- Ilden går ud af sig selv. Brandvæsenet er nede på stedet, siger vagtchefen.

Politiet har lørdag morgen kort før klokken 8.30 ikke anholdt nogen i sagen.

Men politiet har sikret videoovervågning fra området. Politiet håber, at det kan gøre det muligt at finde gerningsmanden eller gerningsmændene.

Politiet har på Twitter frigivet fire billeder af en mand, som efterlyses i forbindelse med sagen.

Det er ifølge politiet endnu for tidligt at sige noget om, hvad motivet skulle være for at kaste brandbomben.

/ritzau/