En række lastbiler står i brand på Älvsborgshamnen i Göteborg. Tyk sort røg kan iagttages fra den modsatte del af den store trafikhavn. Foto: 10510 Ulf Halvorsen/Tt/Ritzau Scanpix

Storbrand ude af kontrol

24. jun, 18:22
Brand på Göteborg havn er ude af kontrol. Øjenvidner fortæller om adskillige eksplosioner.

Et større antal lastbiler og lastbilanhængere er brudt i brand på havnen i den svenske by Göteborg. Ifølge redningstjenesten er branden ude af kontrol, og der er hørt en række eksplosioner.

Men der er ikke meldinger om tilskadekomne, skriver avisen Göteborg-Posten.

Brandvæsnet blev alarmeret kort før klokken 16, og lidt over en halv time senere meddelte man, at branden var ude af kontrol.

Tyk sort røg rejser sig over havnen.

I første omgang hed det, at det var lastbilanhængere, der var brudt i brand, men det blev siden korrigeret til, at de fleste køretøjer, der var ramt, var lastbiler.

Brandvæsnet er talstærkt til stede på Älvsborgshamnen, hvor det brænder.

Havnen i Göteborg er Sveriges største trafikhavn.

- Der har været mindst ti eksplosioner, fem i hver omgang, oplyser et øjenvidne til den lokale avis.

Et andet øjenvidne siger, at der fortsat høres nogle brag fra havnen.

Ifølge politiet er det eksplosioner i de brændende lastbiler.

/ritzau/