Brænd i Helvede! Præst truet efter homodebat

25. jul 2013, 14:00
Præst Henrik Højlund fik natlige, anonyme opringninger og trusler om bank, fordi han havde deltaget i debatten om homoseksuelle vielser.

Flere nætter i træk blev Henrik Højlund vækket af telefonens kimen. Samtidig tikkede sms'er ind med trusler om tæsk og at han ville brænde i helvede.

"Truslerne var perverse og svinske, og blandede Gud og Fanden sammen i en pærevælling. Det er afsindigt, at folk gør den slags," fortæller Henrik Højlund.

Tre ud af ti præster har fået trusler i deres job, viser en undersøgelse lavet af Avisen.dk blandt 558 sognepræster. Henrik Højlund er en af dem.

Han er sognepræst i en lille by mellem Horsens og Vejle og har været mål fra trusler flere gange i de tyve år, han har båret præstekjolen. Sidste gang er cirka et år siden og udsprang af debatten om vielse af homoseksuelle i kirken.

Skydeskive i homo-debat

Henrik Højlund er imod ritualet og havde ytret sin mening i tv, radio og læserbreve. Kort efter fulgte en en stime af ubehagelige sms'er og natlige opringninger fra samme person.

"Emnet har åbenbart fået ham op i det røde felt, og så blev jeg skydeskive. Kombinationen af religion og at jeg har udtalt mig offentligt kan tilsyneladende pirre nogen," siger Henrik Højlund.

Truslerne var ubehagelige og de natlige opkald belastende for både den 53-årige sognepræst og hans kone.

Henrik Højlund følte sig dog ikke direkte i fare.

"Jeg gik ikke rundt og var bange. Jeg tænkte mest af alt, at afsenderen måtte være forskruet eller syg i hovedet for at kunne skrive de afsindige ting. Det fik mig ikke til at overveje mit job som sognepræst eller at holde min mening for mig selv," siger præsten.

Trusler kunne ikke spores

En overgang gik de anonyme trusler dog så tæt på Henrik Højlund og hans familie, at han opsøgte en ven i politiet. Vennen forsøgte at opspore afsenderen, men uden held.

Heldigvis stoppede truslerne kort efter, og Henrik Højlund gjorde ikke mere ud af sagen.

"Jeg snakkede selvfølgelig med min kone om det, men jeg så ikke nogen grund til for eksempel at gå til min tillidsmand. Jeg tænker, at det er et vilkår ved mit job," siger han.

"Men jeg bagatelliserer det ikke. Jeg kan ikke vide, om nogen en dag gør alvor af truslerne, og hvis det sker, er det jo skrækkeligt," tilføjer han.

Ifølge Avisen.dk's undersøgelse er en af de hyppigste årsager til, at præster får trusler, at de som Henrik Højlund har deltaget i den offentlige debat.

PÅ JOB I KJOLE OG KRAVE

Jobbet som præst er et kald og en livsstil. Men præster er også offentligt ansatte, med de pligter og rettigheder, der følger med.

 

Avisen.dk stiller i de kommende uger skarpt på præsters arbejdsliv i krydsfeltet mellem stat og religion.