Erik Nielsen er borgmester i Rødovre Kommune, hvor han har en privat p-plads ved et kommunalt plejehjem. Arkivfoto. Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix

Borgmester med bil-fidus: Personlig parkering på plejecenter

18. dec 2019
Rødovre er en fattig kommune med en borgmester, som ifølge avis har en Mercedes som ulovlig tjenestebil.

Borgmester Erik Nielsen (S) i Rødovre har under en kilometer til arbejde, men har alligevel anskaffet sig en moderne borgmesterbil i form af en eldrevet Mercedes, som han benytter til og fra job.

Det strider mod reglerne, fastslår Social- og Indenrigsministeriet overfor Ekstra Bladet, fordi bilen er en tjenestebil.

Ifølge avisen har borgmesteren indrettet en privat parkeringsplads med ladestander på det kommunale plejehjem, som ligger lige over for hans hjem.

På den måde mener kommunen, at borgmesterens brug af tjenestebilen holder sig inden for reglerne. Han kører nemlig slet ikke "mellem hjem og arbejde", lyder forklaringen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Ladestanderen blev ifølge kommunen opført, fordi ladestandere ved rådhuset bliver brugt af kommunens øvrige ansatte.

Rødovre Kommune befinder sig på statens liste over fattige kommuner, der har brug for ekstra penge. Således har kommunen i år fået 20 millioner kroner i ekstrabevilling for at undgå de værste nedskæringer.

Bilen er en Mercedes-Benz GLC 350 Hybrid, som er leaset for en fireårig periode til en pris af 8050 kroner om måneden eller knap 400.000 kroner i hele leasingperioden.

Tjenestebiler for borgmestre må kun bruges ved kørsel til og fra arbejde, hvis der er en chauffør, som kører bilen. På den måde kan borgmesteren passe sit arbejde under kørslen.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet til Ekstra Bladet.

Borgmesteren afviser historien, da han bliver spurgt, om skatteborgernes penge er gået til Mercedes-bilen og parkeringspladsen med ladestander tæt på hjemmet.

- Jeg har ikke nogen egen tjenestebil, siger Erik Nielsen.

Han vil dog ikke oplyse, hvem der ellers kører i bilen.

/ritzau/