20201102-162451-L-1920x1280we
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Borgmester vraget

25. nov 2020, 07:40
Socialdemokratiet i Ishøj har onsdag vraget borgmester Ole Bjørstorp som spidskandidat til kommunalvalget.

I knap 20 år har Ole Bjørstorp været borgmester i Ishøj. Men til næste års kommunalvalg kommer han ikke til at være spidskandidat for Socialdemokratiet.

Efter et års usikkerhed og konflikt omkring posten er det onsdag besluttet, at Merete Amdisen skal være spidskandidat ved valget næste år.

Hun er onsdag blevet valgt som spidskandidat ved en afstemning blandt partiets lokale medlemmer, hvor hun fik 206 stemmer.

Ole Bjørstorp fik 96 stemmer, mens den tredje kandidat, Annelise Madsen, fik 67 stemmer. De sidste to stemmesedler var blanke.

Ifølge TV2 Lorry har den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj Kommune det seneste års tid været splittet i et internt magtopgør.

For knap et år siden blev Merete Amdisen væltet som gruppeformand. Ifølge mediet var det Ole Bjørstorp, som havde ”ført sværdet”.

Det seneste år er Ole Bjørstorp også kommet i modvind efter en sag om hans brug af en tjenestebil.

Socialdemokratiet har absolut flertal med 11 af de 19 pladser i Ishøjs byråd. Det har partiet ifølge TV2 Lorry haft siden 1985.
Partiet går efter at bevare det absolutte flertal efter valget, der finder sted 16. november 2021.

- Vi forventer at kunne sætte et stærkt hold ved valget den 16. november, siger lokalafdelingens formand Henning Bjerre i meddelelsen.

- Med den store medlemsfremgang vi har set i det forgangne år, er der mange stærke profiler at bygge på – både i den nuværende byrådsgruppe og i medlemskredsen.

- Det tegner godt for Socialdemokratiet, mener lokalformanden.

/ritzau/