20201117-094807-L-1920x1263we
På et pressemøde d. 4. november meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at alle mink skulle aflives. Det har alene i Holstebro betydet, at 4-500 borgere har mistet deres job. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Borgmester i opråb: 'Det er nu, vi har brug for hjælp'

25. nov 2020, 11:59
H.C. Østerby, der er borgmester i Holstebro, venter stadig på svar fra regeringen, om hvorvidt der er økonomisk hjælp fra staten på vej til at efteruddanne og omskole de opsagte lønmodtagere i minkindustrien.

De venter stadig på hjælp de 4-500 borgere i Holstebro Kommune, der har mistet deres job i minkbranchen, efter regeringen besluttede at aflive alle mink i landet.

LÆS OGSÅ: Jakob er skolelærer i Nordjylland: Vi er ikke utrygge men frustrerede  

Holstebro har 111 minkfarme og er dermed den kommune i landet, der har flest. Både ejerne og lønmodtagerne har fået at vide, at de vil få hjælp af staten, men der er ingen, der ved, hvad hjælpen indebærer.

Borgmesteren i kommunen H.C. Østerby (S) er ved at miste tålmodigheden. Forrige fredag sendte han et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som han endnu ikke har fået svar på:

Vi håber på, at man vil betragte hele branchen som en stor virksomhed, så vi kan komme i gang med omskoling og efteruddannelse
H.C. Østerby, borgmester i Holstebro

- Vi skal have hjælp til opkvalificering af lønmodtagerne, og vi skal have hjælp til omskoling af de lønmodtagere, der har været ansat i minkindustrien. Det kan vi ikke stå med alene. Det kræver meget økonomisk. Vi har brug for et svar nu, siger borgmesteren, der understreger, at der skelnes mellem hjælp til ejerne af minkfarmene og lønmodtagerne.

Det var den 4. november, at statsministeren på et pressemøde meddelte, at alle mink i landet skulle aflives. Det betød samtidig, at omtrent 6.000 mennesker pludselig stod uden arbejde. 

- Ejerne har vi hjulpet med akut krisehjælp. De skal ikke lige nu tage stilling til omskoling, og hvad de skal bruge deres fremtid til. Det, vi ønsker svar på fra ministeren lige nu, er, hvad der skal ske med lønmodtagerne i minkindustrien, siger H.C. Østerby.

Vil bestragtes som en virksomhed

Noget er det, som borgmesteren ønsker svar på, er, om det er muligt at betragte hele minkindustrien som en stor virksomhed, således at de kan få hjælp fra varslingspuljen. Varslingspuljen yder normalt hjælp til virksomheder, hvor over 20 ansatte mister jobbet. For varslingspuljemidlerne kan der ydes hjælp til at få de opsagte medarbejdere videre i beskæftigelse allerede i opsigelsesvarslet.

Man har eksempelvis brugt fra varslingspuljen i forbindelse med alle de opsagte medarbejdere i Københavns Lufthavn. Her åbnede Tårnby Kommune i samarbejde med lokale fagforeninger og Beskæftigelsesministeriet i juni et jobcenter, der skal hjælpe ansatte i og omkring lufthavnen med efteruddannelse og opkvalificeringer allerede i opsigelsesperioden.

Vi venter med længsel på at finde ud af, hvad der skal ske. Det er nu, vi har brug for hjælp
H.C. Østerby, borgmester i Holstebro

- Det er sådan noget, vi skæver lidt til. Minkfarmene er små virksomheder med en håndfuld ansatte, så der er kun ganske få, der lever op til kravet om at være over 20 ansatte. Vi håber på, at man vil betragte hele branchen som en stor virksomhed, så vi kan komme i gang med omskoling og efteruddannelse.

Finansminister Nicolai Wammen (S) meldte i starten af november ud, at der ville blive afsat to mia. til at hjælpe alle de ledige under coronakrisen med at komme videre i job. Syv teams skulle nedsættes regionalt. Det er endnu ikke besluttet, hvor de skal være - udover at et skal være i Nordjylland og et i Tårnby. Men heller ikke den hjælp har borgmesteren hørt mere til.

- Vi har ikke hørt andet om det end det, som beskæftigelsesministeren og finansministeren har fortalt til pressen. Vi venter med længsel på at finde ud af, hvad der skal ske. Det er nu, vi har brug for hjælp.

Ny task force

H.C. Østerby forklarer, at mange af lønmodtagerne i minkindustrien kan omskoles til landbruget. Men der er også en stor del, der skal have styrket deres sprogkundskaber.

- 54 procent af de ansatte er udlændinge særligt fra Ukraine. Nogle af dem rejser hjem, men der er også nogle, der ved at få forbedret deres sprogkundskaber kan hjælpes videre i andre job.  

Landbruget er det arbejdsområde, der ligger tættes på minkbruget. Så derfor er det vigtigt at få afklaret, om arbejdskraften kan bruges der
H.C. Østerby, borgmester i Holstebro

Borgmesteren fortæller, at Holstebro Kommune har nedsat en taskforce i arbejdsmarkedsafdeling, der har fokus på at få hjulpet lønmodtagerne i minkindustrien og følgeindustrien videre i nye jobs.

- Vi havde mandag møde med formanden for den lokale landbrugsforening, hvor vi talte om den opgave, vi står overfor. Landbruget er det arbejdsområde, der ligger tættes på minkbruget. Så derfor er det vigtigt at få afklaret, om arbejdskraften kan bruges der. Vi har også andre erhverv, der søger ufaglærte arbejde i industrien for eksempel hos Rose Kyllinger og jernstøveriet Valdemar Birn.

Har hjælp, men mangler rammer

Erhvervs- og arbejdsmarkedschef i kommunen, Søren Landkildehus, fortæller, at jobcentret i kommunen er klar med hjælp:

-  Vi er parate med velkvalificerede folk i jobcentrene til at tage imod de opsagte lønmodtagere. Vi går bare og venter på, om vi får rammerne til det. I Nordvestjylland har vi store erfaringer med massefyringer især i landbruget og slagteriet. Det er ikke ukendt land for os. Vi ved derfor også, at det er meget vigtigt at fange de opsagte allerede i opsigelsesvarslet, og det er derfor, det lige præcis er varslingspuljen, som vi gerne vil bruge fra. Det, der er ukendt for os, er, at det er en hel branche af små erhverv, der er forsvundet.

Der vil være en del, der kan bruge deres arbejdskraft i landbruget, men der skal bruges andre certifikater, som vi også kan hjælpe dem med at opnå. Det afgørende for os er at undgå, at folk bliver ledige
Søren Landkildehus, erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro kommune

Søren Landkildehus forklarer, hvad det er, kommunen kan tilbyde.

- Det drejer sig i første omgang om mange udlændinge, der ikke behersker dansk, og der har vi et sprogcenter klar med et særlig tilrettelagt kursus, som også kan følge dem ind i det næste job. Der vil være en del, der kan bruge deres arbejdskraft i landbruget, men der skal bruges andre certifikater, som vi også kan hjælpe dem med at opnå. Det afgørende for os er at undgå, at folk bliver ledige.

LÆS OGSÅ: 6000 kan miste jobbet: Claus er en af dem

Ifølge 3F og brancheforeningen Danske Minkavlere er der 6.000 på landsplan, der er beskæftiget enten direkte i minkbranchen eller i en følgeindustri.