KV 13: Borgmester for 1109 ledige mangler jobcenter

19. nov 2013, 11:55
Når jeg tager kritikken ganske roligt, så er det jo fordi, at ingen kan anvise, hvor de job til ufaglærte skal komme fra, siger Ole Bjørstorp S, siddende borgmester i Ishøj Kommune.

Ishøj Kommune er indehaver af en trist rekord. Her er mere end hver tiende, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, stadig arbejdsløs.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens database var der i september 1.109 af kommunens borgere, som manglede et job.

Men siddende borgmester, Ole Bjørstorp (S), tager det roligt med beskæftigelsesindsatsen.

Du har været borgmester i 13 år. Har du ikke tabt bolden?

”Vi har mange ufaglærte, derfor bonner vi også ud. Det er dem, der først mister deres arbejde i en krise. Sådan var det også i 80’erne. Når det økonomiske bedrer sig i samfundet, bliver det også bedre her,” siger Ole Bjørnstorp.

Hvor skal jobbene komme fra?

Hvad vil du sige til folk, der kritiserer kommunens beskæftigelsesindsats?

”Når jeg tager kritikken ganske roligt, så er det jo fordi, at ingen kan anvise, hvor de job til ufaglærte skal komme fra,” siger Ole Bjørstorp.

Men hvad vil du gøre for, at vi ikke besøger dig igen om fire år, fordi din kommune er den med størst arbejdsløshed?

”Vi nedsætter blandt andet en projektgruppe, der skal kulegrave behovet for de arbejdsløse. Også dem over 30 år. Projektgruppen skal finde nye måder at få folk i beskæftigelse. Vi kan ikke skabe 100 ufaglærte job på nul-komma-fem, men jeg tror, vi kan gøre det bedre,” siger Ole Bjørstorp.

Mistede jobcentret

Efter strukturreformen i 2007 mistede Ishøj Kommune sit jobcenter til nabokommunen. Nu er det medarbejdere fra Vallensbæk, der indkalder de ledige fra Ishøj til samtaler og laver en jobplaner for dem.

”Det betyder noget, at vi ikke har jobcentret i kommunen. Der er forskel på arbejdsløse i Vallensbæk og i Ishøj. Vi har de tunge arbejdsløse. Deres arbejdsløse er generelt bedre uddannet. Jeg tror, at vi bedre selv kan tage vare på vores arbejdsløse, fordi vi bedst kender folks behov,” siger Ols Bjørstorp.

Han så gerne, at beskæftigelsesområdet kommer tilbage til kommunen. Men som han siger:

”Det sker næppe.”

Beskæftigelsesdebatten i valgkampen?

Når man kigger på dine og dine modstanders valgannoncer, er det svært at få øje på beskæftigelsesdebatten.

”Beskæftigelse er et af de vigtige temaer, men ikke det vigtigste i valgkampen. Det er sådan noget, som støj på vejene og skolereformen,” siger Ole Bjørstorp.

”Beskæftigelses-spørgsmålet kommer hurtigt til at handle om uddannelse. Problemet er, at der er en meget stor andel af ufaglærte arbejdsløse i Ishøj. De har svært ved at komme i arbejde. Særligt nu. Derfor handler det mere om uddannelse end beskæftigelse,” siger Ole Bjørstorp.

Det handler også om, at der ikke er nogen, der har anvisninger til, hvor de ufaglærte skal komme i job, slutter borgmesteren:

”For arbejdspladserne findes ikke. De skal først på igennem et uddannelsesforløb. Og det kan vi hjælpe dem med."