Borgerne dumper politireform

11. sep 2008
Danskerne er slet ikke tilfredse med politireformen, viser ny meningsmåling.

Danskerne er langt fra tilfredse med politireformen, der trådte i kraft den 1. januar sidste år.

Et af formålene med reformen var at få flere betjente på gaden - men ifølge borgerne i det ganske land er der sket lige det modsatte.

Ifølge en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2, mener 61 procent af de 1.300 adspurgte danskere, at der har været færre politibetjente på gaderne i de seneste to år.

Og hele 65 procent mener, at servicen fra ordensmagten er blevet dårligere i den samme periode.

Kun fire procent mener, at politiets service er blevet bedre, mens otte procent har oplevet, at der har været flere betjente på gaden.

Men det er tilsyneladende ikke politiet, som danskerne giver skylden for den stærkt kritiserede politireform.

I hvert fald viser undersøgelsen, at tre ud af fire danskere stadig har et positivt syn på politiet, mens kun hver tiende er negativt indstillet.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her