Tæt på verden: Boom i børnefødselsdag i Afrika

21. maj 2012
Antal af børn i Afrika, der overlever til deres 5års fødselsdag stiger dramatisk i vidt forskellige lande.

En lang række afrikanske lande har markant forbedret forholdene for små børn, således at de får en chance for at overleve. Fremskridtene ser ud til at blive hurtigere for hvert år, der går.

Afrika er på vej til en succes for sine småbørn, der kan overgå udviklingen i Vietnam fra 1985-95, hvor børnedødeligheden faldt 37 procent. Senegal har på 5 år skabt resultater, det tog Indien 25 år at opnå.

Udover hastigheden i den positive udvikling sker tingene i alle mulige forskellige lande og kulturer. Det er store og små, mere eller mindre økonomisk udfordrede og kristne som muslimske.

Mange lande

I henhold til opgørelser fra Verdensbanken, beskrevet i The Economist, går det fremad i 16 ud af 20 lande med pålidelige sundhedsstatistikker.

Tolv af dem ser ud til at kunne opfylde årtusindmålene (MDG2015) for børnedødelighed. Ved årtusindskiftet besluttede verden at reducere tabet af børneliv med to tredjedele baseret på 1990 tallene.

Størst fremskridt sker i Senegal, Rwanda og Kenya, hvor fremskridtene er på over 8 procent om året. De har opnået resultater, der stiller dem på fode med Indien, et rigt udviklingsland.

Årsager

Analysen, foretaget af Verdensbankens chef i Kenya, Gabriel Demombynes, viser måske overraskende, at der ikke er en særlig årsag til det massive fald i børnedødelighed.

Årsagen er ikke entydigt for de 20 studerede lande, at deres fødselstal er faldende samtidig. Ej heller hænger det direkte sammen med økonomisk vækst, omend det er en positiv faktor.

Økonomisk fremgang, hvilket har kendetegnet adskillige afrikanske økonomier, giver mulighed for mere fornuftige prioriteringer i samfundet, mere demokrati, mindre korruption og investeringer i sundhed.

Trods svag økonomi har Senegal for eksempel opnået særdeles gode resultater.

Afrika på ret vej

Gabriel Demombynes beskriver vedrørende Kenya, at hjælpeorganisationers systematiske introduktion af myggenet behandlet med pesticid i inficerede områder er årsagen til et dramatisk fald i antallet af døde småbørn under et år.

Men ingen særlig faktor fremhæves for de fine resultater. Repræsentanten for Verdensbanken udpeger mere fornuftig politik, bedre regeringsførelse, ny teknologi og lignede som frugtbare investeringer.

”Dette må være forbløffende nyheder for enhver, der tror at Afrika er nedsunket i uendelig fattigdom og død. Afrika er hurtigt på vej væk,” siger Demombynes til the Economist.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.