Astrid_Krag
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har afvist at sætte et måltal op for, hvor mange flere tvangsanbringelser regeringens udspil skal føre til. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Børnene venter fortsat et år efter statsministers nytårstale

28. dec 2020, 12:30
Regeringen udskyder et udspil, der skal sætte børnene først, som statsministeren lovede for et år siden.

I statsminister Mette Frederiksens (S) første nytårstale lød det for et år siden, at flere udsatte børn skal have et nyt hjem, og at børnene skal sættes først.

Men siden er der ikke sket meget for at følge op på det løfte fra "børnenes statsminister".

- Vi har et særligt ansvar for de børn, der har det allersværest. Børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt, lød det i talen for et år siden.

Statsministeren når at holde sin anden nytårstale, inden der kommer et udspil på området. Det var ventet i efteråret, men udskydes ifølge Socialministeriet til efter nytår på grund af travlhed som følge af coronavirus.

Regeringen har ikke villet løfte sløret for de nærmere detaljer i regeringens udspil. Men de overordnede linjer har regeringen præsenteret tidligere på året.

Vil ikke sætte mål

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har afvist at sætte et måltal op for, hvor mange flere tvangsanbringelser regeringens udspil skal føre til.

Flere organisationer håber, at forsinkelsen betyder et mere kvalificeret udspil, herunder Børns Vilkår.

- Jeg er bekymret for, at det bliver udskudt, men den politiske proces været meget lukket, og det har været svært at finde ud af, hvad der har været i gang.

- Det vil undre mig, hvis man var kommet med noget nu, som var tilstrækkeligt gennemarbejdet, da vi i begrænset omfang er blevet hørt, siger direktør Rasmus Kjeldahl.

Han mener, at "det haster, fordi der hver dag er børn, der lider under, at det ikke er kommet på plads".

Formand for Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel (RIFT) Susanne Munck kæmper for anbragte børn og forældres rettigheder.

- Jeg er lettet, fordi jeg håber, at det bliver kvalificeret. Det, hun fik sagt, var ikke særlig underbygget eller kvalificeret. Vi har været bekymret over, når regeringen gentog, at flere skulle anbringes tidligere, for det er simpelthen ikke underbygget godt nok, siger hun.

Loven overholdes ikke

Hun mener, at problemet er, at der er mange nyuddannede på området, og at den nuværende lov ikke overholdes i tilstrækkelig grad.

- Jeg forstår ikke, at Mette Frederiksen siger, at hun er på børnenes side. I 2011 kom barnets reform, og den tager i forvejen udgangspunkt i barnet, så det er ikke rigtigt, når man siger, at forældrene får chance på chance. Loven bliver ikke overholdt, siger hun.

Forsinkelsen får Socialpædagogerne til at forvente et større reformudspil.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, for der er brug for det. Men på den anden side er det bedre, at der kommer et godt udspil, som reelt giver anbragte børn en chance i livet. Der er for mange ting, der halter i dag, siger formand Benny Andersen.

/ritzau/